søndag den 31. juli 2016

Tomatsalsa serveret med ristet flute eller pandekage-chips

Hvad synes du ser bedst ud?

Det her:


Eller det her:


Jeg synes selv det er svært at vælge, og efter at have smagt begge varianter, er jeg stadig i tvivl om, hvad min favorit er. Derfor må konklusionen være, at tomatsalsaen er lækker både med ristet flute og med pandekage-chips til.

Det er en god ide at servere dette som en lille let forret - gerne som optakt til et lækkert måltid fra grillen. Hjemme hos mig var det i hvert fald en succes - jeg fik en af de sjældne oplevelser, hvor alle omkring bordet syntes, at det smagte lækkert og ikke bare spiste det for ikke at skuffe mig :) 



Tomatsalsaen kan laves dagen i forvejen og opbevares på køl i et syltetøjsglas. Af 1 portion får man nok til ca. 6 personer til forret.

Ingredienser til tomatsalsa:

4 tomater
2 skalotteløg
2 fed hvidløg
1/2-1 spsk olivenolie
1/2 spsk æbleeddike
Oregano
Salt og peber

Løg og hvidløg pilles og lægges i et ovnfast fad sammen med de vaskede tomater.
Bag grøntsagerne 20 minutter ved 200°C og lad dem køle lidt af. Træk skindet af tomaterne, skær dem halvt over og skrab de fleste kerner ud.
Tomaterne uden kerner og de to slags løg blendes sammen. Rør olie, eddike og krydderier i og smag til.
Hæld salsaen på glas og stil det på køl.

Pandekage-chips:

Del 2-3 tortillas (mexicanske pandekager) i 8 og fordel dem på en bagerist. Bag dem 4-5 minutter midt i ovnen ved 200°C til de er gyldne.

tirsdag den 19. juli 2016

Meyers kanelsnurrere

Skal du til at lave kanelsnegle?
Glem det - og prøv i stedet disse!

En kanelsnurrer er i bund og grund det samme som en kanelsnegl - den er bare rullet på en anden måde end den traditionelle "roulade".
Hvis man bager snurrerne helt rigtigt, bliver de super lækre og svampede, men det kræver, at man passer meget på ikke at bage dem for længe, for så bliver de hurtigt tørre. De må gerne være lidt svampede i bunden, når de tages ud af ovnen!

Opskriften er Meyers, men med mine revideringer. At opskriften kommer fra Meyer betyder, at man skal huske at indregne de lange ælte -og hævetider, som tit findes i hans opskrifter, i sin tidsplan. Det lyder voldsomt, men resultatet er ventetiden værd!


Ingredienser:

Dej:
5 dl kold mælk
50 g gær
1 æg
1 kg hvedemel
150 g sukker
15 g havsalt
2 tsk kardemomme
150 g smør

Fyld:
125 g blødt smør
125 g sukker
2 spsk kanel

Derudover:
1 æg (sammenpisket til pensling)
Lidt sukker

Rør gæren ud i mælken. Tilsæt æg, sukker, salt, kardemomme og mel (melet tilsættes lidt af gangen). Ælt dejen igennem. Tilsæt smør i små tern og ælt dejen 15-20 minutter på røremaskine.
Lad dejen hæve ca. 90 minutter.

Rul dejen ud til et rektangel på 40x50 cm. Smør smørret ud på dejen. drys med sukker og kanel og gnid det sammen på dejen så det er jævnt fordelt.

Fold 1/3 af dejen ind mod midten og dernæst den frie del over den første del, så der er 3 lag dej.



Rul igen dejen ud til et rektangel på 30x50 cm. Skær dejen i 16 strimler på langs og lav snurrerne således:








1. Sno dejen:



2. Tag fat om enden med tommel -og pegefinger. Sno dejen 2 gange rundt om de 4 fingre (lillefingeren holdes udenfor) og fortsæt evt. med at sno dejen som på billede 1, hvis det er nødvendigt:


3. Den anden ende af dejstrimlen placeres mellem langefingeren og ringefingeren, som bruges til at trække "snippen" gennem snurreren:



Sæt snurrerne på en bageplade og lad dem hæve til dobbelt størrelse (ca. 2 timer).

Pensl snurrerne med æg og drys med en smule sukker. Bag ved 200° i ca. 12 minutter og lad dem afkøle på en bagerist.

Server gerne snurrerne lune :)