torsdag den 29. december 2016

Kålpakker med kylling

Efter al den fede mad i december begynder jeg at længes efter januar, hvor fitnesscentrene trækker en masse til og reklamerne er fulde af kål, salat, skyr og lignende.

Selvom vi ikke har vendt kalenderbladet endnu, har jeg tilladt mig at tage lidt forskud på glæderne. Disse kålpakker kan sagtens serveres for hele familien, da kålen bliver kogt og dermed ikke er så fremtrædende i smagen. Fyldet i farsen kan man eksperimentere lidt med eller tilpasse alt efter hvad man har i køleskabet.

Man skal bruge de yderste blade fra hvidkålshovedet, så det er man desværre nødt til at investere i et nyt af, selvom man har en rest hvidkål liggende i køleskabet.


Ingredienser til 2 personer:

1 hvidkålshoved
Lidt olie

Fars:
225 g hk. kyllingekød
1/2 løg
1 forårsløg
1 spsk rasp
1/2 tsk timian
Salt og peber


De yderste blade pilles af hvidkålshovedet (det kan ikke undgås at de går lidt i stykker). Kog 3 blade i letsaltet vand i 10 minutter.
Tag bladene op og lad dem køle en smule. Gem kogevandet!

Alle ingredienser til farsen røres sammen. Tilsæt evt. lidt mere rasp eller mælk for at få den ønskede konsistens.
Farsen deles i 3 og fordeles i bladene. Pak bladet sammen om farsen og bind "pakkerne" med noget farveløs snor. 
Varm lidt olie i en gryde og svits pakkerne et par minutter på hver side. Hæld ca. 1,5 dl kogevand fra kålen ned over pakkerne og lad dem simre i 30-35 minutter.

Tag kålpakkerne op og jævn skyen men en meljævning og tilsæt lidt kulør.

Server pakkerne med brune ris og en hurtig salat af spinat, æble og appelsin.


Sådan laves kålpakkerne:
1. Læg farsen på kålbladet

2. Pak bladet om og bind sammen med en snor


3. Varm olie op i en gryde og steg pakkerne et par minutter på begge sider


4. Når pakkerne er brunede tilsættes kogevandet fra kålbladene