lørdag den 18. juli 2015

Brunsviger-roulade-kage

De fleste danskere kender brunsvigeren som en rund eller firkantet kage, som består af en bund med en masse "snask" på.
Men det er ikke nødvendigvis sådan den skal se ud. Her har den klassiske brunsviger fået en ansigtsløftning - dejen er lavet på normal vis, men i stedet for blot at bage den, har jeg lavet en roulade af dejen og skåret den ud ligesom kanelsnegle og lagt dem i en springform.

Dejen lavede jeg om aftenen og satte den i køleskab, så den var lækker og nybagt, da den blev serveret.

Ingredienser til 1 springform:

Dej:
25 g gær
1,5 dl mælk
1/4 tsk salt
25 g sukker
25 g blødt smør
250 g mel
Fyld:
1/2 brev kagecreme (pulver)
2 dl mælk
75 g blødt smør
150 g brun farin

Aftenen før:
Mælken lunes og gæren opløses heri. Tilsæt salt, sukker, smør og mel og ælt sammen til en klæbrig dej. Lad den hæve på et meldrysset bord i 30 minutter.
Lav imens kagecreme efter anvisningen på pakken og stil det på køl. Rør smør og farin sammen til en blød masse og rør halvdelen af den kolde creme i (den anden halvdel skal ikke bruges).
Rul dejen ud til en firkant på 30x40 cm og fordel fyldet på dejen. Rul forsigtigt dejen sammen til en løs roulade, så al fyldet ikke presses ud. Skær rouladen ud i ca. 2 cm brede "snegle" og fordel dem i en smurt springform - der vil højst sandsynligt ligge en masse snask tilbage på bordet, som kan fordeles hen over sneglene.
Læg film over formen og sæt den i køleskabet natten over.

På dagen:
Tag kagen ud af køleskabet ca. 30 minutter før den sættes i ovnen. Bag kagen ca. 25 minutter ved 175°C til sneglene er begyndt at blive gyldne.
Lag kagen køle lidt inden den forsigtigt tages ud af formen.
Server mens den stadig er lun :) 

Grundopskriften er fundet her

1 kommentar:

  1. Den ser helt vildt lækker ud !

    Står dog og skal bage noget til i dag, så jeg må vidst afprøve denne opskrift til en anden god gang.

    Og hvor er jeg dog glad for at du bruger en sjat kagecreme, den er der dselv mange fynboer som slet ikke har fanget ;-)

    SvarSlet