onsdag den 2. marts 2016

Koldhævet grovbrød


Har du nogensinde smagt et koldhævet franskbrød? Så ved du, at det har en helt speciel smag. Der skal ikke så meget gær i brødet, men til gengæld skal det hæve en del længere tid end et normalt brød - og så skal det jo, som navnet antyder, stå koldt.
Brødet er rimelig kompakt, og har derfor tendens til hurtigt at blive tørt. Det er jo selvfølgelig bedst, når der er friskbagt, men kan godt holde sig 2 dage uden at man er bange for at knække tænderne.

Ingredienser til 1 brød:

25 g gær
4 dl vand
60 g rugmel
30 g boghvedegryn (alternativt havregryn)
30 g hørfrø
1 tsk salt
ca. 500 g hvedemel
Blå birkes og sesamfrø til at rulle brødet i

Opløs gæren i vandet. Tilsæt rugmel, gryn, hørfrø, salt og det meste af hvedemelet. Ælt nu dejen og tilsæt mere mel, indtil den er smidig og ikke hænger fast i bordet. Læg dejen i en skål og lad den hæve i køleskab i ca. 5 timer.

Tag dejen ud på et meldrysset bord og form den til et brød uden at ælte dejen. Fugt dine hænder og kør dem hurtigt hen over brødet, så den bliver fugtig på oversiden. Hæld birkes og sesamfrø ud på køkkenbordet og vend brødet deri.
Læg brødet på en bageplade med bagepapir og lad det efterhæve ca. 30 minutter.

Rids brødet på langs inden det bages; 15 minutter ved 250°C - derefter skrues ned på 200°C og brødet bages færdigt  (20-25 minutter). 

Lad brødet afkøle på en rist og opbevar i en tætlukkende frysepose.



Birkes og sesamfrø kan udskiftes med andre frø/kerner eller lignende alt efter, hvad man har liggende i køkkenskabet.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar