lørdag den 18. oktober 2014

Kernebrud

De suverænt bedste boller, der findes, er efter min mening Meyers gulerodsbrud, men de er ikke særlig sunde og indeholder en del smør og sukker. Så nu har jeg forsøgt mig med en sundere udgave af de lækre boller.
Bollerne er lavet på gulerods -og broccolisaft og indtil man rører mel i dejen har det en meget skarp og uappetitlig duft, men mist ikke modet de kommer til at smage godt alligevel :)

Ingredienser til 12 brud: 

Saft af 3 store gulerødder og 1/4 broccolibuket
2 dl vand
50 g gær
1 dl Fibersund
1 tsk salt
2 tsk honning
1 tsk sukker
1 dl havregryn
1 dl rugmel
Ca. 500 g mel
30 g smør

2 æg
100 g solsikkekerner
50 g græskarkerner
50 g hørfrø

Skræl gulerødderne og kør dem gennem en saftpresser sammen med broccoli. Spæd op med vand og rør gæren ud heri. Tilsæt salt, honning, sukker, havregryn, Fibersund, rugmel og mel. Når det er æltet godt sammen tilsættes smør og lad det ælte i røremaskinen i 7-8 minutter.
Lad dejen hæve 1 time på køkkenbordet med et viskestykke over.
Lav et hul i dejen og hæld æggene og kernerne ned i. "Fold" siderne ind over fyldet og hak dejen i mange små stykker med en fadskraber. Fortsæt indtil dejen minder om hakkebøf. Del dejen i 12 og sæt på bageplader. Lad bruddene hæve yderligere 60 minutter og bag dem derefter 13-15 minutter ved 225°C.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar