tirsdag den 25. november 2014

Salat med grape og avocado

Endnu en gang blev "Claus Meyers salatværksted" taget frem, da der skulle kreeres en salat. Opskriften her er dog ikke helt identisk med Meyers, da jeg har tilladt mig at ændre lidt i den. Salaten smager fantastisk, men er ikke egnet til at gemme til dagen efter, da avocadoerne da bliver brune. Mandlerne, der er blevet tørret i ovnen, kan også laves og spises som snack.

Ingredienser til salat til 4 personer:

1 pk blandet salat
2 grapefrugter
1 avocado
1 lille rødløg

Marinade:
Saften af resterne af grapefrugten
2 spsk olie
1/2 tsk honning
1/2 tsk citronsaft
Havsalt og friskkværnet peber

Paprika-mandler:
80 g mandler
1/2 tsk paprika
1/2 tsk salt
1/2 fed presset hvidløg
1/2 dl vand
Evt. lidt knust chili

Bland mandlerne med olie, vand og krydderier. Rør godt og sørg for at alle mandler er "overtrukket" med krydderi. Fordel mandlerne på en bageplade med bagepapir og rist dem ved 180°C til marinaden er tørret ind.
Skær grapefrugterne ud i fileter*, rødløget i skiver og avocadoen i både. Vask salaten og vend forsigtig grape, rødløg, avocado og marinade i. Drys mandlerne på toppen lige inden serveringen.

*At skære i fileter: Skær toppen og bunden af grapen. Skær hernæst skrællen af, så hinderne lige kommer af, men uden at der går en masse af kødet til spilde. Man kan nu se lamellerne (de hvide "streger"). Skær helt tæt på dem ind mod midten, så fileten nærmest bliver en trekant. Når alle fileter er skåret ud, vil du kun have "skelettet" tilbage. Husk at presse saften ud af dette - det skal bruges til marinaden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar