onsdag den 18. december 2013

Honningkage hører julen til

Da jeg var mindre fik vi altid honningkage i julen hos min mormor. Dengang troede jeg det hed bikage, fordi bundene minder om en bikube.
Nu har jeg forsøgt at lave denne julekage selv og her er resultatet:

Ingredienser:
Bund:
6 æg
150 g sukker
300 g honning
375 g hvedemel
1 1/2 tsk kardemomme
1 1/2 tsk stødte nelliker
1 1/2 tsk kanel
1 1/2 tsk ingefær
6 tsk bagepulver

Smørcreme:
125 g flormelis
2 spsk kogende vand
250 g smør

Pynt:
100 g mørk chokolade
evt. tivolikrymmel

Æggeblommerne piskes med sukkeret og den smeltede honning (den må ikke nå at koge!) hældes langsomt i under kraftig omrøring.
Melet blandes med bagepulver og krydderi og sies i. De stiftpiskede hvider vendes i.
Bunden bages i en minibradepande (23x33) beklædt med bagepapir ved 160 grader i 35-45 min.

Flormelis røres til glasur med det kogende vand og det bløde smør piskes lidt efter lidt i.

Den afkølede kage flækkes på midten og cremen fordeles på. Toppen lægges på og smøres med det smeltede chokolade og drysses evt. med tivolikrymmel.
Kagen kan serveres som skærekage eller som små hapsere.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar