tirsdag den 10. november 2015

Pæretærte

Min mormor kom forbi den anden dag og havde en masse pærer med, fordi de har en masse i deres have.
Så i dag skulle det være en kage med pærer i - og i den kategori er en pæretærte med perlesukker min klare favorit!

Jeg valgte at lave tærten i en tærteform med en diameter på 18 cm. Så passede den nemlig perfekt til 4 personer uden at der var en masse rester tilbage, som ville stå og friste i køleskabet de næste mange dage.
Hvis man vil lave den i en almindelig størrelse tærteform kan man bare lave dobbelt portion af dejen - til den kan man så nøjes med at halvere pærerne (3-4 stk).

Ingredienser:

Dej:
75 g margarine
120 g hvedemel
60 g sukker
1/2 tsk vaniljesukker
1/4 tsk stødt ingefær
1/2 æg
1/2 spsk vand

1 pære (kan skiftes ud med syltede pærer - sylt dem evt selv; find opskriften her)
Perlesukker

Skær margarinen ud og smuldr den sammen med mel. Tilsæt sukker, vaniljesukker og ingefær. Saml dejen med æg og vand og læg dejen på køl 1 time.
Del dejen i 2 og rul dem ud. Læg den ene i en smurt tærteform. Skræl pæren (hvis pæren ikke er så moden kan den koges et par minutter i vand tilsat lidt sukker) og skær den ud i tynde både og fordel den på bunden. Læg den anden dej ovenpå og rul kagerullen hen over tærteformen, så du får en pæn kant. Lav evt. en sløjfe af overskydende dej.
Pensl tærten med vand og drys med perlesukker.

Bag tærten 25-30 minutter ved 200°C.





Opskriften er fra Arla

Ingen kommentarer:

Send en kommentar