mandag den 9. marts 2015

Blomkålsrisotto

Jeg har på det sidste fået øjnene op for risotto. Det er jo en fantastisk opfindelse! Når risene får lov at stå og koge i bouillon og trække smag bliver de simpelthen så lækre. Denne opskrift er nok skyld i at jeg blev vild med risotto. Først syntes jeg det lød mærkeligt med blomkål sammen med ris, men jeg blev meget overrasket og crunchen, der skal ovenpå, sætter prikken over i'et.

Retten er bedst som en lille forret - evt. med hjemmelavede rugbrødchips eller som tilbehør til f.eks. fyldte koteletter.

Ingredienser til 4 personers tilbehør eller 6 personers forret:

300 g blomkål
1 løg
1 1/2 dl risottoris
1 dl hvidvin
5 dl grøntsagsbouillon
Salt og peber
25 g mandler
1/2 citron - revet skal heraf
1 bundt persille

Blomkålen deles i små buketter og der tages 100 g (af de pæne buketter) fra. Løget hakkes og steges i lidt smør. Ris og de 200 g blomkål røres sammen med og varmes godt igennem. Hvidvinen hældes over og koges ind til det halve. Herefter tilsættes bouillonen lidt efter lidt under konstant omrøring til risene er kogte - dette tager ca. 20 minutter. Risottoen smages til med salt og peber.

Mens risene koges i bouillonen kan crunch'en laves: Hak mandlerne groft og steg dem et kort øjeblik sammen med broccolibuketterne til de bliver gyldne. Kom citronskal og hakket persille i og drys det over den færdige risotto.

Server med det samme :) 

Opskriften er inspireret af en opskrift fundet i et gammelt madmagasin.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar