fredag den 4. december 2015

Kylling med italiensk hjerte

Kyllingefileter er lækre og magre, men kan godt have tendens til at blive lidt tørre, hvis man ikke marinerer dem eller fylder dem.
Jeg har fundet på denne ret med den klassiske opskrift Gordon Bleu i baghovedet - blandet med lidt inspiration fra Italien.
Fileterne er fyldt med lufttørret skinke, mozzarella, soltørrede tomater og grøn pesto. Jeg serverede dem med ovnkartofler, champignon og babyspinatblade.

Ingredienser til 4 personer:

4 kyllingebryster
4 skiver lufttørret skinke
1 kugle mozzarella
4 tsk grøn pesto
Soltørrede tomater
Mel, salt og peber

8 kartofler
Olivenolie, salt og peber
8 store champignon
50 g babyspinatblade

Kartofler:
Skræl kartoflerne og skær dem i mindre tern. Læg dem i et ovnfast fad og vend dem med olie, salt og peber. Sæt dem i ovnen ved 200°C i ca. 45 minutter.

Kylling:
Skær en lomme på langs ind i kyllingebrysterne (så stor som mulig). Læg en teskefuld grøn pesto ind i og smør det lidt ud. Tag en skive parmaskinke, læg en skive mozzarella og nogle soltørrede tomater på og rul stramt sammen. Læg denne rulle ind i lommen på kyllingen og luk åbningen med en kødnål.
Bland lidt mel, salt og peber i en dyb tallerken og vend kyllingefileterne i.
Steg dem på en pande med lidt fedtstof.

Servering:
Vask spinaten og læg på tallerkenerne. Skær champignon ud i mindre stykker og steg et par minutter på en tør pande. Krydr med salt og peber. Vend champignon med ovnkartoflerne og server.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar