fredag den 11. december 2015

(Næsten!) Sund gulerodskage

Her i juletiden bliver der som regel ikke sparet på kalorierne i de traditionelle retter - men man kan nu godt bruge en kage, der ikke er helt så fedtholdig.
Derfor har jeg ændret lidt på ingredienserne i min gulerodskage, så der er mere gulerod i og derudover er noget af hvedemelet skiftet ud med grahamsmel og havregryn. Resultatet er en lidt mere "crunchy" kage, men uden antydningen af at man har sparet for meget på de gode ting.

Derudover er denne opskrift kun til en form på 18x24 cm - som er rigeligt til en familie på både 5 og 6 personer.

Ingredienser:

150 g brun farin
1 dl olivenolie
2 æg
30 g grahamsmel
35 g havregryn
70 g hvedemel
1/2 tsk vaniljesukker
1 tsk bagepulver
1/4 tsk salt
1/2 tsk natron
1 tsk kanel
200 g revne gulerødder
25 g hasselnødder

Flødeostcreme:
75 g flødeost naturel
50 g smør
100 g flormelis
1/2 tsk vaniljesukker

Rør farin med olie og pisk æggene i et ad gangen. Pisk blandingen lys og cremet. Bland mel, havregryn, vaniliesukker, salt, kanel, natron, bagepulver og rør det i dejen. Riv gulerødderne og hak hasselnødderne og rør det i.
Hæld dejen i en form på 18x24 cm og bag ca. 60 minutter ved 185 grader på nederste ovnrille - hold øje med kagen de sidste 20 minutter og læg staniol over, hvis den bliver for mørk.

Alle ingredienser til cremen røres sammen og piskes med en håndmixer, så alle smørklumper er rørt ud. Fordel cremen over den afkølede kage og pynt med lidt hakkede hasselnødder.
Opbevar kagen på køl.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar