tirsdag den 22. april 2014

Gulerodskage med flødeostglasur



I går holdt vi, for første gang nogensinde, påskefrokost i min familie. Vi valgte at holde det som et såkaldt sammenskudsgilde og jeg havde meldt mig til at medbringe kage til kaffen.
Valget faldt på min toscatærte, men med et twist af appelsin - man tilsætter revet skal af 1 appelsin og 1-2 spsk appelsinsaft til mazarinmassen. Derudover valgte jeg at lave en gulerodskage, da jeg synes den er rimelig børnevenlig, og så smager den fantastisk.
Kagen bliver bagt i en form, der måler ca. 30x25, men kagen bliver meget høj, så selvom det ikke ser ud af meget, er der kage til mange personer.
Ingredienser:
300 g brun farin
2 dl olivenolie
4 æg
275 g hvedemel
1 tsk vaniliesukker
2 tsk bagepulver
1/2 tsk salt
1 tsk natron
2 tsk kanel
350 g revne gulerødder
50 g hasselnødder

 Flødeostglasur:
150 g flødeost
100 g smør
200 g flormelis
1 tsk vaniliesukker

Rør farin med olie og pisk æggene i et ad gangen. Pisk blandingen lys og cremet. Bland mel, vaniliesukker, salt, kanel, natron, bagepulver og rør det i dejen. Riv gulerødderne og hak hasselnødderne og rør det i.
Hæld dejen i en lille bradepande (25x30) og bag 1 time 20 min ved 185 grader på nederste ovnrille - hold øje med kagen den sidste halve time og læg staniol over, hvis den bliver for mørk.

Alle ingredienser til glasuren røres sammen og piskes med en håndmixer, så man er sikker på, at alle smørklumper er rørt ud. Fordel glasuren over den afkølede kage og pynt ved at "ridse" et mønster i glasuren med en grillkniv og drys med hakkede pistacienødder.
Opbevar kagen på køl.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar