søndag den 6. april 2014

Pølsehorn med broccoli og frø

Pølsehorn er rigtig lækre at have med i skole, men hvis de laves med almindelig franskbrødsdej, er de ikke særlig sunde. Her er en udgave med lidt groft mel, kerner og broccoli. Det lyder måske mærkeligt at putte broccoli i pølsehorn, men det smager lige tilpas af broccoli og derudover giver det en rigtig flot, grøn farve.

Ingredienser til 8-10 stk:
25 g gær
2 dl mælk
1/2 dl vand
1 æg
1 tsk salt
1 tsk sukker
1/2 dl hørfrø
1/2 dl sesamfrø
1/4-1/3 buket broccoli
1 1/2 dl havregryn
50 g fuldkornsmel
Ca. 300 g hvedemel
4-5 pølser
Ketchup

Rør gæren ud i mælk og vand. Tilsæt æg, salt, sukker, hørfrø og sesamfrø. Broccolien skæres i små buketter og koges 4-5 min, hvorefter det blendes og blandes i dejen sammen med fuldkornsmel. Rør hvedemel i til dejen ikke længere klæber til skålen. Lad dejen hæve 30 min og rul dejen ud til en cirkel (Man kan evt. tage lidt af dejen fra, så der bliver 10 pølsehorn i stedet for 8 - rul da den resterende dej ud til en firkant, som deles diagonalt). Cirklen deles i 8 og der lægges en stribe ketchup og en halv pølse på hver af de brede ender. Rul dejen sammen om pølsen og læg på en bageplade. Lad dem efterhæve 15 min inden de pensles med mælk og bages 15-20 min ved 200 grader.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar