mandag den 29. december 2014

Nem kransekagekonfekt til nytår

Er du en af dem, der ikke har tid og overskud til at kæmpe med kransekagetoppe og overflødighedshorn? Er du mere til et lille stykke kransekage med et godt glas champagne til? Så er her et tip, som vil spare dig for en masse tid og spare dig for sved på panden, når kransekagetårnet ligner Det Skæve Tårn i Pisa :)

1. Køb en færdig kransekagemasse fra Odense Marcipan

2. Bag efter anvisningen på posen og 15 minutter efter har du ca. 20 stykker kransekage
3. Opbevar de små kager i en lufttæt kagedåse til nytårsaften, hvor de skal nydes med et godt glas champagne i selskab med dine venner eller familie

søndag den 28. december 2014

Chokoladekage med appelsin

Denne chokoladekage er perfekt til dessert sammen med en god vanilieis. Kagen er bedst, hvis den laves dagen i forvejen - hvilket også gør den nem at servere for sine gæster, uden at man skal stå i køkkenet, mens gæsterne er der. Den lyse chokolade, der drysses over kagen inden bagningen, giver kagen et flot krakeleret look, som også kan ses selvom man pynter kagen med flormelis.

Opskriften er fundet i Familie Journalen for lang tid siden :)



Ingredienser til 10-12 portioner:

175 g margarine
200 g mørk chokolade
3 æg
170 g rørsukker
60 g mel
Skal af 1 appelsin
75 g lys chokolade

Flormelis og en ekstra appelsin til pynt

Smelt margarinen. Hak chokoladen og smelt den i margarinen under omrøring. Pisk æg og sukker luftigt. Rør mel, appelsinskal og chokoladen i. Kom dejen i en smurt springform (24 cm) og drys med hakket lys chokolade. Bag kagen nederst i ovnen ved 175°C i ca. 20 minutter. Lad kagen køle af og pynt med flormelis og en appelsinspringer.

lørdag den 27. december 2014

Chokoladekage med hindbærmousse


Denne kage er dejlig frisk med hindbærmoussen på toppen. Den er lavet ud fra Alt For Damernes opskrift på chokoladekage med solbærmousse. Chokoladekagen er helt perfekt, hvis den tages ud, så midten af kagen stadig er klæg.

Ingredienser til 1 springform:

Bund:
3 æg
165 g rørsukker
125 g mel
1 1/2 tsk bagepulver
1 knsp salt
25 g kakao
1 dl vand
150 g margarine
125 g mørk chokolade

Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Bland mel, bagepulver, salt og kakao og sigt det i æggemassen. Rør vand og smeltet margarine i dejen og vend til sidst den groft hakkede chokolade i. Fordel dejen i en smurt springform (24 cm - drys den evt med lidt sukker). Bag kagen 20-25 minutter ved 200°C 

Hindbærmousse:
3 blade husblas
100 g frosne, optøede hindbær
75 g rørsukker
1/2 vaniliestang
2 1/2 dl piskefløde

Udblød husblassen i koldt vand. Kom bær, sukker, vaniliekorn og vaniliestang i en gryde og kog det 8-10 minutter. Smelt husblassen i hindbærmassen og hæld det i en skål. Lad det stå på køl til det er kølet en smule af, men det må ikke blive for koldt - så kan man ikke blande det med flødeskummet.
Pisk fløden og vend halvdelen af hindbærmassen i - kom det herefter op i resten af hindbær massen og rør godt sammen. 
Læg chokoladekagen på et fad og læg en lagkagering udenom. Fordel hindbærmoussen på chokoladekagen og lad den stå på køl minimum 3 timer til moussen er stivnet.

Pynt:
Riv lidt hvid chokolade og fordel over kagen.




fredag den 5. december 2014

Vegetarlasagne med spinat og bechamelsauce

Man behøver ikke være vegetar for at spise vegetarmad! Mange mænd vil nok ikke være enige, men jeg synes at der findes et utal af lækre retter, hvor der ikke skal kød i. I nogle opskrifter bruges nødder eller bønner som erstatning, mens der i andre retter ikke behøves nogen erstatning for proteinerne.
Inspirationen til retten er fundet hos Louises madblog. Opskriften giver en portion, som passer til to gange aftensmad til en familie på 4-5 personer. Vi spiste den halve og frøs den anden halve ned til en af de travle hverdage.

Ingredienser:

Grøntsagssauce:
2 gulerødder
1 løg
250 g champignon
1/2 squash
2 ds. flåede tomater
1 spsk tomatpure/tomatkoncentrat
1 grøntsagsbouillonterning
Evt. 1/2 dl hvidvin
1-2 tsk timian
1 lauerbærblad
Salt og peber

Andet:
250 g lasagneplader
200 g hytteost
250 g spinat (jeg brugte frossen, optøet spinat)
1 portion bechamelsauce
Revet ost efter samvittighed

Spinat: Spinaten optøs ved at koge de i en lille smule vand. Vandet hældes fra og spinaten blandes med hytteost og lidt salt.

Grøntsagssauce: Grøntsagerne skæres i mindre tern. Steg dem i en smule margerine i rækkefølgen: gulerødder, løg, champignon, squash. Tilsæt hakkede tomater, tomatpure, bouillon, vin og krydderierne. Kog saucen et par minutter.

Saml lasagnen: I et smurt fad samles lasagnen: Start med bechamelsauce - pasta - grøntsagssauce - pasta - spinat - bechamelsauce - pasta - grøntssagssauce - pasta - bechamelsauce - revet ost.

Bag lasagnen: 35-40 minutter ved 200°C



Nem bechamelsauce

Bechamelsauce er supernem at lave og kan sætte prikken over i'et i mange retter. Den laves ofte med en melbolle, men jeg anvender en anden metode, som aldrig klumper:

Smelt 1 spsk flydende margerine i en kasserolle. Ryst 2 spsk mel og 4 dl mælk godt sammen og hæld i gryden. Varm op under konstant omrøring til saucen tykner. Tag kasserollen af varmen og smag til med muskatnød, salt og peber.


Bechamelsaucen kan laves med mange variationer - f.eks:
  • Persillesauce: Undlad muskatnød og rør i stedet for hakket persille i
  • Mornaysauce: Undlad muskatnød og tilsæt 50 g revet ost


tirsdag den 2. december 2014

Spaghetti med kyllinge-kødboller

Denne ret ses som oftest med kødboller af oksekød og en tomatsauce uden diverse grøntsager. Hakket kyllingekød er forholdsvis fedtfattigt og smager rigtig godt sammen med timian og denne grøntsagssauce. Man kan variere mængden af ost efter samvittighed.

Ingredienser til 4-5 personer:

Kødboller:
400 g hakket kyllingekød
1 æg 
1 løg
1-2 fed hvidløg
1 tsk timian
1 dl mælk eller fløde
1/2 pose revet mozarella (ca. 1 dl til kødbollerne og resten til gratinering)
Salt og peber
Tomatsauce:
2 ds. hk tomater (evt. 1 af dem med basilikum)
1 løg
1 gulerød
1/2 rød peber

400-500 g spaghetti

Skær løg, gulerod og rød peber ud i tern og svits i nævnte rækkefølge i lidt smør. Rør tomaterne i og lad saucen småkoge et par minutter. Smag til med salt og peber. Blend saucen og hæld den i et ovnfast fad. Rør farsen sammen til kødbollerne og form små boller med en spiseske. Læg bollerne ned i saucen (og ja det er rigtigt, at de skal rå ned i saucen). Drys ost over kødbollerne og bag 30 minutter ved 200°C. Server med spaghetti og et lækkert flute.