Viser opslag med etiketten Blomsterberg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Blomsterberg. Vis alle opslag

lørdag den 4. april 2015

Blomsterbergs franske citrontærte

Så blev det igen en af Mette Blomsterbergs opskrifter, der kom til at præge min fredag aften. Marengs'en, der er lavet som toppe ovenpå tærten, bliver ikke sprød, som vi ellers kender den, men smager af vanilje og giver kagen en flot udtryk. Jeg har dog ændret lidt i opskriften; jeg har ændret mængden af ingredienserne til marengslåget, da den mængde, der opgives i den originale opskrift ikke helt rakte til den størrelse toppe, som jeg ønskede på kagen.

Tærten går rigtig godt sammen med nogle friske bær og hjemmelavet is - gerne som en tallerkenanrettet dessert.

Ingredienser:

Bund:
300 g hvedemel
100 g flormelis
150 g stuetempereret smør
1 æg

Citroncreme:
Korn af 1/2 vaniljestang
100 g sukker
1 1/2 dl piskefløde
2 æg
1 tsk majsstivelse
3 citroner - skal og saft heraf

Marengslåg:
Korn af 1 vanijiestang
135 g flormelis
150 g æggehvider (ca. 5 stk)

1. Bunden:
Ælt alle ingredienserne sammen i en røremaskine og sæt den i køleskabet 30 minutter. Rul dejen ud og læg den i en smurt tærteform. Sørg for at trykke dejen godt op ad siderne og kør kagerullen over formen, så du får en lige kant.
Læg et stykke bagepapir oven på bunden og læg tørrede kikærter (eller alternativt ris) på og bag bunden ved 200°C i 12 minutter. Fjern bagepapiret og bag evt. bunden et par minutter mere hvis den er ubagt.
Sæt ovnen ned til 110°C.

2. Citroncremen:
Mas vaniljekornene sammen med en smule af sukkeret. Blend kort alle ingredienserne til en ensartet masse. Hæld massen ud i tærtebunden og bag 35-40 minutter til cremen har sat sig. Lad tærten afkøle en smule og tag den ud af formen.
Sæt ovnen op til 170°C.

3. Marengslåget:
Pisk æggehviderne halvstive og tilsæt flormelis og vaniljekorn inden de piskes helt stive. Kom massen i en engangssprøjtepose men ingen eller en glat tylle. Sprøjt toppe på hele bunden og bag tærten ca. 5 minutter indtil toppene begynder at tage farve.


søndag den 18. maj 2014

Blomsterbergs sandwichboller med spinat

Jeg er stor tilhænger af Mette Blomsterberg, og så derfor et afsnit af "Det søde liv", hvor hun lavede disse spinatboller. De er beregnet til sandwich, men er også rigtig gode som et lille mellemmåltid, eller som "gnave-boller".

Ingredienser til 12 stk:
100 g knækkede hvedekerner eller 5-korns blanding
4 dl lunkent vand
50 g gær
100 g spinat, finthakket
2 æg (+ 1 til pensling)
12 g salt
1 dl olivenolie
Ca. 500 g hvedemel

Kerner og vand blandes i en skål. Hvis der bruges knækkede hvedekerner skal disse ligge i blød i vandet i 1 time. Tilsæt æg, spinat, gær, salt og 3/4 af melet. Ælt dejen 5 minutter og tilsæt derefter olie og mere hvedemel, til dejen begynder at samle sig. Lad dejen ælte i røremaskinen 15 minutter og del derefter dejen i 12 stykker, som rulles til boller og sættes på 2 bageplader. Lad bollerne hæve 10 minutter og tryk dem derefter flade. Lad dem igen hvile 10 min og tryk så flade som muligt. Lad dem nu hæve tildækket i 1 time.
Pensl bollerne med sammenpisket æg og lav et snit i bollerne. Bag dem ca. 15 min ved 200 grader, til de er gyldne.




tirsdag den 7. januar 2014

Napoleonshatte


Min far er vild med napoleonshatte, så jeg havde lovet at lave nogle til ham (selv om jeg havde lovet mig selv at leve lidt sundt igen!)
Denne opskrift, som sikrer dig succes, er fra Mette Blomsterberg, som jeg mener er guden inden for bagning.
Jeg lavede dem med en udstikker på lidt mindre end 8 cm og fik 25 hatte.

Ingredienser:

Mørdej:
300 g hvedemel
100 g flormelis
150 g smør
1 æg

Alle ingredienser røres sammen i røremaskine og lægges på køl 1/2 time.

250 g marcipan
1 æggehvide
100 g sukker

Mørk chokolade
Usaltede pistacienødder

Æggehvide og sukker røres sammen og stilles på bordet ca. 1 time for at "opløse" sukkeret. Æggehviden æltes ind i marcipanen lidt efter lidt.


Mørdejen rulles forholdsvis tyndt ud og der stikkes ringe ud med en kruset udstikker på ca. 7,5 cm.
På hver ring lægges en kugle af marcipanmassen (lidt mindre en en bordtennisbold)
Dejen foldes op om marcipanen og trykkes let med tre fingre.
Lidt hakkede, usaltede pistacienødder drysses ud over, inden de bages gyldne (7-9 min) ved 200 grader.

Når kagerne er afkølede dyppes bunden i chokolade.

torsdag den 21. november 2013

Mit første møde med Den Store Bagedyst

Jeg har fulgt med i Den Store Bagedyst, da jeg ser op til Mette Blomsterberg som konditor, og jeg har derfor forsøgt mig med en af tærterne fra udsendelse 6.
Tærten blev lavet af Louise, som blev sendt hjem i samme program.
Den betår af en mørdejsbund med pistaciemasse, hyldeblomstcreme og granatæble og blodgrape på toppen

Det skal du bruge:

Mørdej:
250 g mel
125 g smør
100 g flormelis
1 æg

Det stuetempererede smør smuldres med de tørre ingredienser og samles til sidst med ægget. Mørdejen lægges på køl, indtil den rulles ud i 3 mm's tykkelse og lægges i tærteformen.

Pistaciemasse:
170 g rørsukker
160 g smør
1 vaniliestang
110 g mandelmel
50 g usaltede pistacienødder
2 æg
10 g mel

Bland sukker, vanilie og smør i en skål. Tilsæt først mandelmel og derefter pistaciemel. Pisk et æg i ad gangen og tilsæt mel og fordel massen i tærteformen.
Bag i 25 min ved 190 grader.

Hyldeblomstcreme:

4 æggeblommer
40 g sukker
1/2 spsk majsstivelse
1/2 dl hyldeblomstsaft
2 1/2 dl fløde
evt. lidt ekstra fløde at blande op med

Pisk æggeblommer og sukker lyst. Rør majsstivelsen ud i hyldeblomstsaften.
Kog fløden op og rør den sammen med saften og pisk den varme væske i æggeblandingen. Hæld det tilbage i gryden og varm op til den tykner og sæt derefter på køl.

Når cremen er afkølet kan der evt. tilsættes 1 dl pisket fløde, hvis man ikke ønsker cremen så "stærk"

Frugt og pynt:

2 granatæbler
2 blodgrape
1 spsk sukker
Pistacienødder og mandler

Blodgrapen skæres i fileter og "marineres" i sukkeret. Kernerne tages ud af granatæblerne.


Den afkølede creme lægges i tærten og frugterne fordeles hen over kagen og pyntes til sidst med hakkede mandler og pistacienødder