lørdag den 28. juni 2014

Pærekage med nutella

Når man tænker på en kage med pærer og nutella i lyder det umiddelbart ikke særlig lækkert, men jeg blev overrasket over denne kage.
Den kan både serveres som den er til kaffen eller til dessert med is til.
Denne kage blev også serveret for min bedste veninde og lavet som halv portion i en lille springform med en diameter på 16 cm - en dobbelt portion passer til en almindelig springform, denne skal bages ca. 50 minutter.

Ingeredienser til lille springform (4 personer):
50 g smør
1 1/2 æg
45 g farin
65 g sukker
120 g hvedemel
1/2 tsk vaniliesukker
3/4 tsk bagepulver
1/2 dl mælk
30 g hasselnødder
75 g nutella (gerne en billig model) + 2 spsk ekstra til pynt
1 pære

Smelt smørret. Pisk æg, farin og sukker luftigt. Bland mel, vaniliesukker og bagepulver. Rør melblandingen i æggemassen skiftevis med mælk. Rør det smeltede smør i og vend de hakkede nødder i. Dryp nutellaen i dejen. Skræl pæren og skær ud i mindre tern og vend dem i dejen. Kom dejen i en lille smurt springform.
Bag kagen nederst i ca. 35 minutter ved 175°C (hvis man stikker en kødnål midt i kagen, skal den stadig være flydende, når den er færdig). Pynt kagen med nutella.
Tip: nutellaen kan varmes i mikroovnen - så bliver den nem at have med at gøre :)

torsdag den 26. juni 2014

Tærte med spinat, skinke og hytteost

Jeg havde inviteret min bedste veninde på middag, da jeg var alene hjemme og ikke gad lave mad til mig selv. Hun går også meget op i madlavning, så når vi laver mad til hinanden, er det som regel noget nyt og spændende, som man ikke kender resultatet på, når man går i gang i køkkenet.
Hos Loui og bearnaisen fandt jeg en opskrift på en tærte med spinat, skinke og hytteost, som jeg syntes passede perfekt til min middag.
Da vi kun var to, syntes jeg det var lidt voldsomt at lave en hel tærte, så jeg har købt en lille tærteform, som har det halve areal af den store, almindelige. Denne form passede perfekt til 2 personer til en forret.
Jeg har lavet den en smule anderledes ud fra, hvad vi havde i køleskabet, fryseren og køkkenskabet:

Ingredienser til lille tærte:
Bund:
62 g hvedemel
50 g pizzamel
12 g havregryn
30 g olie
30 g youghurt naturel
1/2 tsk salt
1/2 dl vand

Bland alle ingredienserne sammen og læg dejen i køleskab i 30 minutter. Rul dejen ud og læg den i tærteformen. Prik med en gaffel og bag 15 minutter ved 200°C.

Fyld:
2 dl optøet spinat
60 g skinke i tern
75 g hytteost
25 g revet ost
1 1/2 æg
1 dl mælk
Salt og peber

Bland hytteost, revet ost, æg, mælk, salt og peber sammen og rør til sidst skinke og grofthakket spinat i. Fordel fyldet i den forbagte bund og bag yderligere 25-30 minutter ved 200°C - æggemassen skal være gylden.

onsdag den 18. juni 2014

Smørrebrød hos Ida Davidsen


Efter en weekend i København, hvor jeg har spist på Københavns ældste restaurant (Det lille Apotek) og besøgt byens ældste bageri (Sankt Peders bageri), er jeg nødt til at give denne oplevelse videre:

Mandag middag spiste vi smørrebrød hos Ida Davidsen. Og her er smørrebrød ikke bare et stykke rugbrød med lidt pålæg og lidt pynt. Nej, her er et stykke smørrebrød en lille ret i sig selv og en kulinarisk oplevelse.
Når man skal bestille, er der en lille udstilling med de "retter" de tilbyder - og hver af dem laves endda i flere udgaver.
Jeg valgte at bestille en "Casper Christensen", som var roastbeef med kold beaunaise, varme stegte løg og kartofler. Dette lyder måske som en lidt mærkelig kombination, men det smagte fantastisk.

Hvis man ser på menukortet kan man godt blive lidt overrasket over priserne (80-100 kr. pr. stk), men man kan sagtens blive mæt af én af disse små retter og det er helt sikkert pengene værd.
Derudover er det også lidt sjovere at spise der, når fruen selv står og tager mod bestillinger :)
Obs. det er en god ide at bestille bord :) 

tirsdag den 10. juni 2014

Blomkålssalat med tranebær og mandler

Så er sommeren over os og det er tid til en masse lækre salater i stedet for de tunge rodfrugter, som efter min mening hører vinteren til.
Denne blomkålssalat er speciel, fordi blomkålen er skåret i skiver i stedet for de traditionelle buketter. Sammen med tranebær, mandler og dressing smager salaten dejligt.

Ingredienser til 4 personer:

0,5 spsk olivenolie
30 g mandler
1 tsk fint salt
1/2 blomkålshoved
1/2 dl tørrede tranebær
1 bakke karse

3 spsk rapsolie
1 spsk æbleeddike
Salt og peber

Rist mandlerne i olie på en pande til de begynder at få farve. Drys salt over og tag panden af varmen. Del først blomkålen i (rimelig store) buketter og skær derefter disse i tynde skiver.
Bland rapsolie, æbleeddike, salt og peber til dressing og vend det med blomkålen. Hak mandlerne og tranebær groft og bland i salaten sammen med klippet karse.

søndag den 8. juni 2014

Grove bananpandekager

Bananer bliver hurtigt kedelige, når de ligger på køkkenbordet, men her er et forslag til, hvad de så kan bruges til. Hvis man har en rigtig god non-stick pande, kan pandekagerne laves uden fedtstof på panden.


Ingredienser til 2 pandekager:

1 1/2 dl havregryn
1 dl kogende vand
1 æg
3/4 most banan
1 lille tsk vaniliesukker
1/2 tsk kanel
1/2 tsk kardemomme

Hæld kogende vand over havregrynene og lad det stå og trække et par minutter, til det er blevet til en tyk grød. Mos bananen med en gaffel og rør i grøden. Rør æg, vaniliesukker, kanel og kardemomme i og bag pandekagerne.
Server med sirup og friske blåbær.

tirsdag den 3. juni 2014

Knækbrød med frø og kerner

Disse knækbrød er sunde med en masse frø og kerner og kan spises både til morgenmad og som snack. 1 portion fylder 2 bageplader.

Ingredienser til 1 portion:
1 dl solsikkekerner
1 dl græskarkerner
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl havregryn
3 1/2 dl mel
1 tsk bagepulver
2 tsk salt
1/2 dl rapsolie
3 1/2 dl vand


  1. Solsikkekerner og græskarkerner hakke let og blandes med alle de andre ingredienser
  2. Rul halvdelen af dejen ud mellem to stykker bagepapir. Tag det øverste stykke bagepapir af og brug til den anden halvdel af dej. 
  3. Fugt en skarp kniv og pres den ned i dejen, så du får nogle passende stykker knækbrød - der skal kun laves nogle "streger", så de er nemme at knække over når de er bagt.
  4. Bag ved 200 grader i ca. 15 minutter eller til de er blevet gyldne i kanterne. Lad dem køle af på en rist og opbevar i lufttæt beholder.