Viser opslag med etiketten Brød. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Brød. Vis alle opslag

tirsdag den 19. juli 2016

Meyers kanelsnurrere

Skal du til at lave kanelsnegle?
Glem det - og prøv i stedet disse!

En kanelsnurrer er i bund og grund det samme som en kanelsnegl - den er bare rullet på en anden måde end den traditionelle "roulade".
Hvis man bager snurrerne helt rigtigt, bliver de super lækre og svampede, men det kræver, at man passer meget på ikke at bage dem for længe, for så bliver de hurtigt tørre. De må gerne være lidt svampede i bunden, når de tages ud af ovnen!

Opskriften er Meyers, men med mine revideringer. At opskriften kommer fra Meyer betyder, at man skal huske at indregne de lange ælte -og hævetider, som tit findes i hans opskrifter, i sin tidsplan. Det lyder voldsomt, men resultatet er ventetiden værd!


Ingredienser:

Dej:
5 dl kold mælk
50 g gær
1 æg
1 kg hvedemel
150 g sukker
15 g havsalt
2 tsk kardemomme
150 g smør

Fyld:
125 g blødt smør
125 g sukker
2 spsk kanel

Derudover:
1 æg (sammenpisket til pensling)
Lidt sukker

Rør gæren ud i mælken. Tilsæt æg, sukker, salt, kardemomme og mel (melet tilsættes lidt af gangen). Ælt dejen igennem. Tilsæt smør i små tern og ælt dejen 15-20 minutter på røremaskine.
Lad dejen hæve ca. 90 minutter.

Rul dejen ud til et rektangel på 40x50 cm. Smør smørret ud på dejen. drys med sukker og kanel og gnid det sammen på dejen så det er jævnt fordelt.

Fold 1/3 af dejen ind mod midten og dernæst den frie del over den første del, så der er 3 lag dej.



Rul igen dejen ud til et rektangel på 30x50 cm. Skær dejen i 16 strimler på langs og lav snurrerne således:








1. Sno dejen:



2. Tag fat om enden med tommel -og pegefinger. Sno dejen 2 gange rundt om de 4 fingre (lillefingeren holdes udenfor) og fortsæt evt. med at sno dejen som på billede 1, hvis det er nødvendigt:


3. Den anden ende af dejstrimlen placeres mellem langefingeren og ringefingeren, som bruges til at trække "snippen" gennem snurreren:



Sæt snurrerne på en bageplade og lad dem hæve til dobbelt størrelse (ca. 2 timer).

Pensl snurrerne med æg og drys med en smule sukker. Bag ved 200° i ca. 12 minutter og lad dem afkøle på en bagerist.

Server gerne snurrerne lune :) 

onsdag den 2. marts 2016

Koldhævet grovbrød


Har du nogensinde smagt et koldhævet franskbrød? Så ved du, at det har en helt speciel smag. Der skal ikke så meget gær i brødet, men til gengæld skal det hæve en del længere tid end et normalt brød - og så skal det jo, som navnet antyder, stå koldt.
Brødet er rimelig kompakt, og har derfor tendens til hurtigt at blive tørt. Det er jo selvfølgelig bedst, når der er friskbagt, men kan godt holde sig 2 dage uden at man er bange for at knække tænderne.

Ingredienser til 1 brød:

25 g gær
4 dl vand
60 g rugmel
30 g boghvedegryn (alternativt havregryn)
30 g hørfrø
1 tsk salt
ca. 500 g hvedemel
Blå birkes og sesamfrø til at rulle brødet i

Opløs gæren i vandet. Tilsæt rugmel, gryn, hørfrø, salt og det meste af hvedemelet. Ælt nu dejen og tilsæt mere mel, indtil den er smidig og ikke hænger fast i bordet. Læg dejen i en skål og lad den hæve i køleskab i ca. 5 timer.

Tag dejen ud på et meldrysset bord og form den til et brød uden at ælte dejen. Fugt dine hænder og kør dem hurtigt hen over brødet, så den bliver fugtig på oversiden. Hæld birkes og sesamfrø ud på køkkenbordet og vend brødet deri.
Læg brødet på en bageplade med bagepapir og lad det efterhæve ca. 30 minutter.

Rids brødet på langs inden det bages; 15 minutter ved 250°C - derefter skrues ned på 200°C og brødet bages færdigt  (20-25 minutter). 

Lad brødet afkøle på en rist og opbevar i en tætlukkende frysepose.



Birkes og sesamfrø kan udskiftes med andre frø/kerner eller lignende alt efter, hvad man har liggende i køkkenskabet.


søndag den 11. oktober 2015

"Genbrugsbrød" med tranebær

"Genbrug er guld" - og dette gælder også i madlavning!
Har du et rugbrød liggende i skuffen, som er blevet for tørt til at du gider spise det, så lad være med at smide det ud. Det kan få nyt liv i et franskbrød.
Brødet er lavet med tranebær, men disse kan udelades, hvis man ikke er så vil med tranebær i sit morgenbrød.

Ingredienser til 1 franskbrød:

50 g gær
4 dl vand
1 tsk salt
1 spsk honning
2 dl gammel rugbrød, blendet til krummer
0,75 dl sesamfrø
1,5 dl tranebær
1 dl havregryn
1 tsk maltmel
1 dl rugmel
Hvedemel

Opløs gær i vand. Tilsæt alle ingredienser på nær hvedemel - dette tilsættes til sidst så du får en dej, der er en smule klistret. Ælt dejen på bordet og form den til et franskbrød. Læg dejen i en smurt franskbrødsform og lad den hæve til dobbelt størrelse.
Snit brødet, som du ønsker det, og pensl med en smule mælk.
Bag brødet ca. 50 minutter ved 200°C på nederste ovnribbe - husk at hold øje med om der skal et stykke staniol over, så brødet ikke bliver for mørkt.

tirsdag den 29. september 2015

Gulerods/kerneboller med tørgær

Har du nogensinde været ude for at have besluttet dig for at bage boller og så finde ud af, at du ikke har mere gær i køleskabet? Det har jeg efterhånden et par gange....
Løsningen er: tørgær! Tørgær sælges i små poser og har en lang holdbarhed. Altså er det genialt at have et par poser liggende i køkkenskabet til den dag, hvor du er løbet tør for gær.
Min oplevelse med dej med tørgær er meget positiv - jeg synes at dejen hæver fint og har en god smag.
Disse boller kan få meget forskellige udtryk alt efter hvilke frø og kerner, man vælger til at vende dem i. Det er kun fantasien (og beholdningen i køkkenet), der sætter grænser!

Ingredienser til 12-13 stk.:

5 dl lunkent vand
1  spsk honning
1 tsk salt
2 gulerødder, groft revne
1 dl havregryn
1 dl solsikkekerner
14 g tørgær
150 g grahamsmel
80 g rugmel
ca. 500 g hvedemel
+ Diverse frø og kerner til at vende bollerne i - f.eks. hørfrø, sesamfrø, birkes og hakkede græskarkerner

Rør honning, salt, gulerødder, solsikkekerner og havregryn ud i vandet. Tørgæren røres ud i grahams -og rugmel og røres i dejen. Sørg for at få rørt dejen godt og rør derefter hvedemel i til du har en dej, der kan æltes på bordet. Ælt dejen igennem og lad den hæve tildækket 45 minutter.
Vej dej-stykker af på 120-130 g og rul dem til en aflang bolle på ca. 10 cm.
Lav to tallerkener; en med vand og en med kerneblanding. Dyp dejen halvt i vand og derefter i kernerne. Læg dem på en bageplade. Lad bollerne hæve 30 minutter inden de snittes på langs og bages 15-17 minutter ved 200°C.
Lad dem afkøle på en rist


lørdag den 19. september 2015

Groft kvarkbrød

Kvark er ikke et mejeriprodukt, man ser så meget til. Men til brød burde det bruges noget oftere.
Da jeg var mindre lavede min mor altid et lyst kvarkbrød, og det blev altid spist med det samme. Nu har jeg forsøgt mig med en lidt grovere udgave af brødet - og det var også en succes hos familien.

Ingredienser til 2 brød:

50 g gær
1/2 l mælk
2 tsk salt
1 spsk honning
2 dl fiberkost (eller andet groft morgenmadsprodukt)
1 1/2 dl havregryn
250 g kvark
200 g grahamsmel
600 g hvedemel

Opløs gæren i mælk og rør salt, honning, fiberkost, havregryn og grahamsmel i. Rør derefter kvark i og tilsæt mel indtil dejen kan æltes på bordet. Lad dejen hæve 30 minutter.
Del dejen i to og form til runde brød, som lægges på en bageplade. Lad brødene hæve mindst 1 time.

Bag 30-35 minutter på nederste ovnribbe ved 200°C.



torsdag den 6. august 2015

Gulerodsboller med solsikkekerner og maltmel

Gulerodsboller er en sikker vinder HVER GANG! Bollerne bliver lækre svampede og sammen med solsikkekerner smager de super godt.

Denne gang har jeg forsøgt mig med maltmel igen og denne gang kun tilsat 1 spsk, så bollerne er blevet den lysebrune farve, jeg ønskede - uden at de tager smag af malten.

Ingredienser til ca. 20 stk:

50 g gær
3 1/2 dl vand
1 dl yoghurt
2 tsk salt
1 spsk honning
1 æg
3 spsk finvalsede havregryn
1 dl solsikkekerner
3 gulerødder
1 spsk maltmel
100 g grahamsmel
650 g hvedemel
Mælk og havregryn til pensling og pynt

Opløs gæren i vand og yoghurt. Tilsæt salt, honning, æg, havregryn, solsikkekerner. Skræl og riv gulerødderne og rør dem i sammen med grahams -og maltmel. Rør til sidst hvedemel i, til du har en dej, der kan æltes på bordet. Lad den hæve 30 minutter.
Form ca. 20 boller og lad dem hæve på en bageplade yderligere 30 minutter (eller til de har den ønskede størrelse). Pensl bollerne med mælk og drys havregryn over.

Bag bollerne 13-15 minutter ved 200°C og lad dem køle af på en rist.

søndag den 2. august 2015

Trefarvet fletbrød

Et flot og spændende flute kan pifte enhver aftensmad op. Jeg er selv slem til at købe flutes, men har sat mig for at jeg vil blive bedre til at eksperimentere med hjemmelavede flutes.

Her er det første i rækken:
Et flettet brød bestående af 3 deje, hvoraf de to er farvet med henholdsvis gurkemeje og maltmel.

Brødet er meget svampet og lækkert og kan med fordel serveres med hjemmelavet kryddersmør.

Ingredienser:

Grunddej:
50 g gær
3 1/2 dl vand
2 tsk salt
1 tsk (med top) honning

Dej 1 (gul):
1/2 dl hørfrø
1/2 dl finvalsede havregryn
2 tsk gurkemeje
150 g hvedemel

Dej 2 (hvid):
1 tsk tørret persille
1/2 dl sesamfrø
50 g grahamsmel
120 g hvedemel

Dej 3 (brun):
25 g knækkede rugkerner
20 g maltmel
180 g hvedemel

Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt og honning. Del væsken i 3 skåle og rør ingredienserne i de forskellige deje. Lad dem stå og hæve 15 minutter.
Rul hver klump ud til en pølse på ca. 50 cm. Saml dem i enden og flet brødet. Dejen presses sammen i enden og lægges forsigtigt på en bageplade.
Lad dejen hæve ca. 30 minutter inden den pensles med mælk og bages ca. 15 minutter ved 200°C.

onsdag den 10. juni 2015

Flæskestegssandwiches

Flæskesteg hører som regel julen til, men det er altså ikke det ensbetydende med, at man ikke kan spise det på alle andre tidspunkter af året!!
Det gode ved en flæskesteg er, at hvis man køber en, der er stor nok, vil der som regel være rester og dermed nem mad til dagen efter.

Vi havde en halv flæskesteg tilbage i køleskabet og derfor besluttede jeg mig for, at vi skulle bruge det i nogle sandwichboller.  Det var hurtigt at smøre 4 sandwiches, når bollerne var lavet på forhånd -  og derfor er det et godt forslag til aftensmad på en dag, hvor man kommer sent hjem og ikke har tid til at lave mad.

Ingredienser til 12 boller:

50 g gær
5 dl lunkent vand
2 1/2 tsk sukker
1 tsk salt
0,4 dl olie
2 æg
2 dl knækkede rugkerner
100 g havregryn
120 g fuldkornsmel
ca. 600 g hvedemel

Opløs gæren i vandet. Tilsæt sukker, salt, olie og æg. Kog rugkernerne 2 minutter og skyl dem med koldt vand. Rør dem i sammen med havregryn og fuldkornsmel. Tilsæt til sidst hvedemel til du har en dej, der kan æltes på bordet.
Lad den hæve 45 minutter med et viskestykke over.
Del dejen i 12 og form dem til boller, som trykkes helt flade og lægges på en bageplade. Pensl dem med mælk og drys med sesamfrø inden de stilles til hævning i 30 minutter.
Bag bollerne 12-15 minutter ved 200°C.
Lad dem køle af på en rist.

Opskriften er inspireret af denne opskrift fra Mad med hjertet

Flæskestegssandwiches til 4 personer:

4 sandwichboller
8 skiver flæskesteg
Miracle Whip
Rødkål
Cornichoner
Babyspinat-blade

Skær bollerne over og smør dem med Miracle Whip. Byg dernæst sandwichen op af salatblade, 2 skiver flæskesteg, rødkål og halverede cornichoner.

Og så er der nem og lækker aftensmad :) 

fredag den 27. marts 2015

Hjemmelavet rasp

Hjemme hos mig har vi ofte brød til overs og jeg har på det nærmeste allergi for at smide mad ud. Derfor forsøger jeg at give resterne nyt liv.
Her er det franskbrødet det gik ud over. Rasp er ikke særlig dyrt, men det hjemmelavede smager meget bedre, og man kan jo lige så godt udnytte de rester, man har.
Af et enkelt brød kan laves ca. 7 dl. rasp.

How to:

Skær franskbrødet ud i mindre tern og blend det til en grov mel. Fordel det i et forholdsvis tyndt lag på en bageplade og bag 10-15 minutter ved 150°C indtil raspen bliver gylden.
Lad det køle helt af og opbevar derefter i lufttæt beholder.

Man kan vælge at blende den afkølede rasp, hvis man ønsker den mere finkornet.

søndag den 1. februar 2015

Snoede spinatbrød

Vi spiser ofte flute som tilbehør til aftensmaden, men disse spinatbrød er lige en smule mere spændende at servere for familien.
Og så er spinat jo super godt - bare spørg Skipper Skræk :)

Ingredienser til ca. 12 stk:

50 g gær
2 1/2 dl vand
1 æg
1 tsk salt
1 spsk flydende margarine
1 1/2 dl grahamsmel
3 spsk havregryn
Ca. 450 g hvedemel

Fyld:
1 løg
100 g optøet spinat
1 fed hvidløg
1/2-1 spsk olie
Salt og peber

Rør gæren ud i vandet og tilsæt derefter æg, salt, margarine, havregryn og grahamsmel. Rør derefter hvedemel i til dejen ikke længere klistrer. Rul dejen ud til en firkant på ca. 30x45 cm (kan også laves længere og smallere hvis man hellere vil have flere små brød). Skær dejen over på midten af den lange side, så du nu har 2 firkanter på ca. 15x45 cm.
Lav fyldet: Løg, spinat, hvidløg og olie hakkes i en minihakker eller blendes og smages til med salt og peber. Fordel fyldet på den ene firkant og læg derefter den anden firkant ovenpå. Skær strimler på ca. 4 cm og sno dem en omgang. Læg dem på en bageplade og lad dem efterhæve ca. 20 minutter.
Bag brødene ved 200°C i 15-20 minutter til de er gyldne på overfladen.
Server nybagte eller lun dem ved serveringen.



fredag den 14. november 2014

Meyers naanbrød


Opskriften her kommer fra Meyers Almanak. Brødene er gode til græskinspireret mad med f.eks.
tzatziki, men de er også gode som tilbehør til suppe.


Ingredienser til 12 brød:

25 g gær
2 1/2 dl vand
1 dl græsk yoghurt
1 æg
600 g mel
1 tsk salt
3 spsk olivenolie
Lidt olivenolie
Havsalt og rosmarin

Opløs gær i vand. Tilsæt yoghurt og æg og rør grundigt. Tilsæt salt og mel lidt ad gangen og ælt i røremaskine 8-10 minutter. Lad dejen hæve 1 time.
Del dejen op i 12 stykker, ælt dem og slå dem til aflange brød med håndroden. Læg brødene på bageplader med bagepapir og lad dem hæve yderligere 20 minutter. Pensl brødene med olie og  drys med havsalt og rosmarin. Bag brødene ved 250°C med grill i 3-4 minutter, vend dem og bag 3-4 minutter på den anden side. Lad dem afkøle en smule på en rist inden de serveres.


lørdag den 18. oktober 2014

Kernebrud

De suverænt bedste boller, der findes, er efter min mening Meyers gulerodsbrud, men de er ikke særlig sunde og indeholder en del smør og sukker. Så nu har jeg forsøgt mig med en sundere udgave af de lækre boller.
Bollerne er lavet på gulerods -og broccolisaft og indtil man rører mel i dejen har det en meget skarp og uappetitlig duft, men mist ikke modet de kommer til at smage godt alligevel :)

Ingredienser til 12 brud: 

Saft af 3 store gulerødder og 1/4 broccolibuket
2 dl vand
50 g gær
1 dl Fibersund
1 tsk salt
2 tsk honning
1 tsk sukker
1 dl havregryn
1 dl rugmel
Ca. 500 g mel
30 g smør

2 æg
100 g solsikkekerner
50 g græskarkerner
50 g hørfrø

Skræl gulerødderne og kør dem gennem en saftpresser sammen med broccoli. Spæd op med vand og rør gæren ud heri. Tilsæt salt, honning, sukker, havregryn, Fibersund, rugmel og mel. Når det er æltet godt sammen tilsættes smør og lad det ælte i røremaskinen i 7-8 minutter.
Lad dejen hæve 1 time på køkkenbordet med et viskestykke over.
Lav et hul i dejen og hæld æggene og kernerne ned i. "Fold" siderne ind over fyldet og hak dejen i mange små stykker med en fadskraber. Fortsæt indtil dejen minder om hakkebøf. Del dejen i 12 og sæt på bageplader. Lad bruddene hæve yderligere 60 minutter og bag dem derefter 13-15 minutter ved 225°C.

tirsdag den 7. oktober 2014

Anderledes formbrød

Når man siger formbrød, tænker man som oftest på hvedebrødet fra bageren, men her har det fået en ny betydning:
Jeg lavede en portion bolle-dej (fra fri fantasi men med denne opskrift i baghovedet, men tilsat lidt kerner, frø og groft mel)  og delte det i tre stykker, som blev rullet ud til lange pølser og flettet. Herefter blev den lange fletning snoet om sig selv på en bageplade og "buret inde" af min lagkagering (husk at smøre siderne!) - jeg spændte den ind, så den lige rørte brødet i siderne. Så fik dejen ellers lov at hæve indtil den fyldte 3/4 af formen. Dejen blev penslet meget forsigtigt med mælk og bagt  ca. 50 minutter ved 200°C.

Så har du et brød, der ikke ser ud som alle andre, og som kræver en smule hjerneaktivitet, når man sidder med brødkniven i hånden og skal beslutte sig, hvordan man skal gribe brødet an :) 

onsdag den 10. september 2014

Brusebadsboller

Der er næsten ikke noget bedre end friskbagte boller om morgenen, men det er ikke så tit jeg har oplevet at stå op om morgenen og have tid og overskud til at lave en portion boller.
Men med disse brusebadsboller er det meget nemt at bage boller om morgenen - man skal nemlig lave dejen om aftenen og sætte i køleskab, så man kun skal forme bollerne og sætte dem i ovnen (evt. inden man går i bad - deraf navnet) om morgenen.

Ingredienser til 12 boller:

25 g gær
2 dl mælk
1/2 dl kærnemælk
1 spsk flydende margarine
1 tsk sukker
1 tsk groft salt
1 dl Fiber Sund (morgenmadsprodukt)
175 g fuldkornshvedemel
ca. 250 g hvedemel

Om aftenen: Rør gæren ud i mælken. Tilsæt de øvrige ingredienser - hold dog lidt tilbage med melet. Ælt dejen godt og del i 12 stykker, som rulles til boller og sættes på en bageplade. Sæt den i køleskabet natten over med et viskestykke over.
  Hvis man som jeg ikke har et køleskab, der er stort nok, kan man lade være med at forme bollerne og i stedet lade dejen stå i skålen (i køleskab) natten over og først forme bollerne om morgenen.
Næste morgen: Bag bollerne ca. 25 minutter ved 200°C - de skal sættes i den kolde ovn (dvs. ovnen skal ikke være varm når bollerne sættes ind). Server bollerne lune.

fredag den 15. august 2014

Squashboller med solsikkekerner

Når man skal lave boller til morgenmaden er squash nok ikke den første ingrediens, man tænker på. Men det er faktisk ikke helt ved siden af. Disse boller kan både bruges til morgenmad eller som alternativ til flutes som tilbehør til aftensmaden.
Solsikkekernerne giver en dejlig smag og en lille smule knas i bollerne.

Ingredienser til 16 boller:

50 g gær
2 dl mælk
1 squash
125 g solsikkekerner
1 spsk flydende margarine
1 spsk honning
1 tsk salt
1 æg
100 g fuldkornsmel
500 g hvedemel

Rør gæren ud i det lunkne mælk. Riv squashen (med skræl) og tilsæt sammen med margarine, salt, honning, æg, solsikkekerner og mel. Lad dejen hæve 20 minutter.
Slå dejen ned, del i to og rul dem til pølser, som hver deles i 8 stykker. Form til boller og sæt på en bageplade.
Lad bollerne efterhæve 40 minutter. Pensl med mælk og bag derefter 15 minutter ved 200°C.

søndag den 3. august 2014

Boller med "Fiber sund"

Når man prøver nogle nye slags müsli er man ikke altid lige heldig. Jeg har forsøgt mig med "Fiber sund", men synes at det er lidt for kedeligt at spise på youghurt, så jeg brugte resterne i nogle boller og fandt ud af, at det giver en rigtig god smag til brødet.

Ingredienser til ca. 25 boller:

50 g gær
3 1/2 dl vand
2 dl grovvalsede havregryn + 4 dl vand
3 tsk salt
2 spsk honning
1 spsk flydende margarine
2 dl Fibersund
1/2 dl hørfrø
1/2 dl sesamfrø
150 g grahamsmel
750 g hvedemel
Sesam -og hørfrø til drys

Lav havregrød af havregryn og de 4 dl vand. Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt, honning og havregrød. Rør derefter Fibersund, sesamfrø, hørfrø og grahamsmel i og til sidst hvedemel.
Dejen skal været rimelig klistret. Tag halvdelen af dejen ud på et melet bord og ælt kort. Drys hørfrø over dejen og tryk ud til et kvadrat med en tykkelse på ca. 1 1/2 cm. Del først dejen en gang på langs og skær derefter rektangulære boller ud og læg forsigtigt på en bageplade.
Gør derefter det samme med den anden halvdel af dejen, men erstat hørfrø med sesamfrø.


Lad bollerne hæve 45-60 minutter til de har fået en pæn størrelse og bag ca. 15 minutter ved 200°C.



onsdag den 23. juli 2014

Koldhævet foccacia med kartoffel og timian

Foccacia er, efter min mening, noget af det lækreste madbrød, der findes. Jeg har før lavet nogle med krydderier eller tomat og ost, men i dag skulle det prøves med kartofler og timian.
Foccaciaer skal helst serveres samme dag som de er bagt :)

Ingredienser til en lille bradepande:

25 g gær
7 1/2 dl koldt vand
1 tsk groft salt
900 g mel (gerne 100 g fuldkornsmel og 800 g hvedemel)
2+3 spsk olivenolie
5 mellemstore kartofler
2 tsk tørret timian
Friskkværnet peber
Havsalt

Opløs gæren i vandet og tilsæt salt og mel. Sæt dejen i køleskab 2-3 timer og hæld derefter forsigtigt dejen ud i en lille bradepande, som er smurt med 2 spsk olie.
Lad den efterhæve yderligere 1 time.
Skræl kartoflerne og skær dem i tynde skiver (evt. på mandolinjern). Læg dem i en si, drys lidt salt over og lad dem stå 15 minutter. Pres kartoflerne for væde og bland med olivenolie, tørret timian og peber. Fordel skiverne på dejen og drys til sidst lidt havsalt over.
Bag brødet ved 250°C i 25-30 minutter.


søndag den 18. maj 2014

Blomsterbergs sandwichboller med spinat

Jeg er stor tilhænger af Mette Blomsterberg, og så derfor et afsnit af "Det søde liv", hvor hun lavede disse spinatboller. De er beregnet til sandwich, men er også rigtig gode som et lille mellemmåltid, eller som "gnave-boller".

Ingredienser til 12 stk:
100 g knækkede hvedekerner eller 5-korns blanding
4 dl lunkent vand
50 g gær
100 g spinat, finthakket
2 æg (+ 1 til pensling)
12 g salt
1 dl olivenolie
Ca. 500 g hvedemel

Kerner og vand blandes i en skål. Hvis der bruges knækkede hvedekerner skal disse ligge i blød i vandet i 1 time. Tilsæt æg, spinat, gær, salt og 3/4 af melet. Ælt dejen 5 minutter og tilsæt derefter olie og mere hvedemel, til dejen begynder at samle sig. Lad dejen ælte i røremaskinen 15 minutter og del derefter dejen i 12 stykker, som rulles til boller og sættes på 2 bageplader. Lad bollerne hæve 10 minutter og tryk dem derefter flade. Lad dem igen hvile 10 min og tryk så flade som muligt. Lad dem nu hæve tildækket i 1 time.
Pensl bollerne med sammenpisket æg og lav et snit i bollerne. Bag dem ca. 15 min ved 200 grader, til de er gyldne.