Viser opslag med etiketten Muffins. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Muffins. Vis alle opslag

mandag den 7. september 2015

Marcipanmuffins på fødselsdagsmenuen

Denne helt specielle dag, som normalt forekommer 1 gang om året - kaldet fødselsdag - skal selvfølgelig fejres.
Jeg har dog været så uheldig at min 19-års lå på en mandag. Som bekendt er mandag ikke ugens bedste dag, men i dag har ikke været en af disse normale, kedelige mandage.

Jeg har haft besøg af familien, men da jeg først havde fri fra skole 15.35 måtte jeg forberede mig på desserten i går, for at kunne nå det hele.
Disse muffins blev bagt i går, og de havde ikke taget skade af at ligge i en kagedåse til i dag. De blev gjort selskab af friske hindbær og brombær fra haven og to kugler is :) 


Ingredienser til 8-10 muffins:

2 store æg
200 g sukker
150 g hvedemel
1 tsk bagepulver
200 g marcipan


Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Bland mel og bagepulver sammen og sigt det i æggemassen. Vend sammen og rør til sidst groftrevet marcipan i.
Fordel dejen i muffinforme og bag 20-25 minutter ved 175°C til de er gyldne på toppen.
Lad dem køle af inden de pakkes i en lufttæt beholder - hvis de altså ikke skal serveres samme dag :) 

Opskriften er fundet på Arla's hjemmeside

torsdag den 6. august 2015

Makronmuffins

Så er det igen tid til den årlige fætter/kusine-tur til mormor og morfars sommerhus. 3 dage med hygge, badning og kortspil kræver selvfølgelig noget kage, og i år blev det til en portion makronmuffins - dem går man aldrig galt i byen med :)
Jeg fik 18 muffins af denne opskrift.

Jeg fandt en god basisopskrift hos Miss Mette:

Pisk 3 æg lyse og skummende med 300 g sukker. Tilsæt 125 g knuste makroner og pisk dem i (makronerne kan nemt knuses i en frysepose med en kagerulle). Rør 1 tsk mandelessens i og derefter 125 g hvedemel i. Til sidst røres 125 g smeltet margarine i og dejen fordeles i papirsforme.

Bag ca. 20 minutter ved 200°C til de er gyldne på overfladen.

Når kagerne kommer ud af ovnen skulle de gerne have en krakeleret overflade :)

lørdag den 22. november 2014

Gulerodsmuffins med flødeostglasur

Gulerodskage med flødeostglasur er populært hjemme hos mig. Det er den samme opskrift jeg bruger hver gang, fordi den kan varieres med forskellige hakkede nødder eller rosiner alt efter, hvad man er i humør til.
Jeg lavede 10 muffins af 1/2 portion dej samt 1 portion glasur fra denne opskrift. Kagerne skulle bages 25 minutter ved 185°C. Jeg forsøgte mig med forskellige variationer af pyntning med glasuren og fandt frem til, at min favorit er at lave små toppe med en stjerneformet tylle, som kan ses på billedet forrest på øverste tallerken - herefter kan de evt. pyntes med hakkede, usaltede pistaciekerner.