mandag den 11. februar 2019

Flyttedag

Så blev det flyttedag!!

Bloggen flytter og skifter navn til: Mad, der gør glad :) 

Opskrifter og inspiration kan for eftertiden findes HER



Hvis du har lyst til at følge bloggen på Instagram, er det mad_der_goer_glad, du skal søge efter - så kan det være du i din frokostpause kan finde lidt inspiration til, hvad der skal i indkøbskurven på vej hjem.

Den seneste trend hjemme hos mig er smoothies! De bliver lavet i massevis og nogen af dem bliver delt på bloggen. Der kommer til at være nogle ingredienser og kombinationer, som ikke er de vanlige - fx. med ananas og pastinak.
Derudover er der kommet en side med inspiration til, hvis næste rejse skal gå til Dubai og der er inspiration til Costa del Sol og Fuerteventura på trapperne.

Jeg håber vi ses derovre og på Instagram!

lørdag den 2. februar 2019

Smoothie med pastinak


Dagens smoothie skiller sig lidt ud, da den indeholder pastinak.

Om pastinakken:
Grøntsagen kom til Danmark i Middelalderen, hvor den blev brugt som et alternativ til kartoflen. Den er i sæson fra august til april og kan bruges til mange forskellige ting; bages i ovnen, koges og blendes til pastinakmos eller svitses på panden.
Pastinakken er en rodfrugt, som er fyldt med energi og fibre og så indeholder den både b-vitamin, c-vitamin, zink, jern, folat og kalcium.
Kort sagt; der er ingen grund til ikke at byde rodfrugten velkommen i en smoothie!!

Fibrene i pastinakken øger mæthedsfornemmelsen og derfor kan det være en fordel at drikke en smoothie som denne om morgenen.

Ingredienser pr. glas:

1/2 appelsin
1/2 skive ananas
1/4 pastinak
1/2-1 dl æblejuice
Chiafrø

Skær appelsin, ananas og den skrællede pastinak ud i små tern og blend det sammen med æblejuice. Sørg for at alle klumper er blendet, da et stykke pastinak ikke er så lækkert at få i sin smoothie.
Hæld op i et glas og drys med lidt chiafrø.


Denne smoothie er ret tyk i konsistensen, men vil du have den mere flydende tilsætter du bare noget mere æblejuice.
Velbekomme

torsdag den 31. januar 2019

Mango/passions-smoothie

Smoothies er jo ikke ligefrem rocket science at lave. Den største udfordring er nogle gang at få ideen til ingredienserne.

Derfor vil jeg lige dele min smoothie fra i dag med jer som lidt inspiration til en lille "snack", når man kommer hjem fra arbejde.

Hvad er der i?

1/2 mango
1 passionsfrugt
1/2-1 dl æblejuice


Blend og nyd!! 




tirsdag den 29. januar 2019

Verdens bedste karamelsnitter


Kender du "Cookist"?
Ellers burde du aflægge siden et visit (du kan finde den her). De har en masse sjove opskrifter og mærkelige ideer, så det er en ganske underholdende hjemmeside.
Men sagen er, at jeg så de lækreste karamelbarer på deres side på Facebook og måtte altså bare prøve at lave dem. Jeg synes dog det er lidt forstyrrende, at læse en opskrift på engelsk - selvom de havde skrevet både i engelske og danske måleenheder. Men jeg besluttede mig altså for at andre ikke skulle snydes for denne kage bare fordi opskriften er engelsk. 
Så nu har jeg oversæt den og ændret lidt som jeg synes den skulle være. Dog vil jeg lige komme med en lille advarsel inden du går i gang: de smager VIRKELIG godt og er stærkt vanedannende!!

Ingredienser til 12 stk.

Bund:
115 g margarine
30 g sukker
1 knsp salt
160 g mel

Karamel:
1 ds. kondenseret mælk
45 g smør
50 g sukker
3 g salt
2 tsk vaniliesukker

Top:
200 g mørk chokolade
30 g blød nougat

Sådan gør du:
Rør sukker, margarine og salt sammen. Tilsæt mel og ælt/rør i røremaskine til dejen samler sig. Pres dejen ud i en form på 21x21 cm beklædt med bagepapir. Brug håndroden for at kunne fordele dejen i formen.
Bag bunden 20 minutter ved 180 grader.

Imens gør du karamellen klar; alle ingredienser varmes op i en kasserolle under omrøring. Når massen når kogepunktet, røres konstant de næste 5 minutter. Hæld karamellen ud over bunden og bag yderligere 12-15 minutter. 
Lad kagen køle af og stil den i køleskabet, så den bliver helt kold.

Smelt chokoladen over vandbad og fordel oven på den kolde kage. Smelt nougaten (evt. mikroovnen) og brug en sprøjtepose eller decopen til at lave fine striber ovenpå den endnu ikke størknede chokolade. 
Stil kagen på køl til chokoladen og nougaten er størknet, men meget gerne til næste dag. Når kagen skæres ud, skæres kanterne først af, så du har et kvadrat. Dernæst deles den på midten. Hver rektangel skæres i 6 "barer".

Hvis du har et rundt træbræt, ser det sjovt ud at servere kagerne som et ur.
Kagerne kan desuden gemmes et par dage på køl - men det behøver du ikke bekymre dig om, for de skal nok forsvinde hurtigt!!






lørdag den 12. januar 2019

Kartoffel/gulerods-rösti med hytteost og rødbeder

Savner du inspiration til sund og lækker mad til 1, som samtidig er hurtig at lave? Så skal du forkæle dig selv med at lave röstier!
Her er en basis-opskrift, som kan udvikles efter hvad du lige har lyst til og har i køleskabet. En smule revet squash kan sagtens tilføjes sammen med kartofler og gulerod. Synes du der skal lidt krydderi til, passer 1 tsk tørret timian også rigtig fint sammen med de andre ingredienser.
Er I 2 personer ganger i bare opskriften med 2 osv.

Har du allerede ingredienserne i huset, tager det kun 20 minutter at lave lækker og sund mad! :)

Hvis du allerede ved nu, at du heller ikke har så meget tid til madlavning i morgen, så lav lidt ekstra rösti. De kan sagtens bruges som tilbehør til en hakkebøf, svinemørbrad eller en anden slags kød - gerne i selskab med bearnaisesauce.

Ingredienser til 1 pers:

2 kartofler
1 gulerod
1/2 løg
1 æg
2 spsk havregryn
2 spsk mel
Salt og peber
Olie til stegning

Hytteost og syltede rødbeder til servering
Evt. en kvist frisk timian

Kartofler og guleroden skrælles og rives på den grove side af rivejernet. Hak løget og bland grøntsagerne sammen med de øvrige ingredienser. Tilsæt evt. lidt mere mel, hvis massen er for flydende.
Varm olie op på en pande. Del massen i 4 dele og læg 2 på panden af gangen. Pres dem lidt med bagsiden af skeen, så de får den ønskede tykkelse. Steg dem 4-5 minutter på hver side til de er blevet gyldne.
Server med hytteost og rødbeder. Drys evt. lidt salt og peber over hytteosten og pynt med en kvist frisk timian.

Hvis du ikke kan spise alle röstier, kan de sagtens gemmes til næste dag og varmes igen.

lørdag den 5. januar 2019

Bananpandekager med frisk frugt og mandler

Morgenmad er det vigtigste måltid på dagen!
Mange mennesker springer morgenmaden over eller tager et æble med på farten. Men det er altså rigtig hyggeligt at lave en rigtig lækker morgenmad, som man kan hygge sig med i weekenden.

Bananpandekager er utroligt nemme at lave og hvis man ikke har en frisk appelsin, kan man blot bruge appelsinjuice. Ligeledes kan man skifte hvedemel ud med en anden slags mel (fx boghvedemel). Den friske frugt på toppen er det også kun fantasien, der sætter grænser for - hvis man vil gøre det ekstra godt, kan man servere pandekagerne med sirup.

Ingredienser pr. person:

1 banan
1 æg
1 spsk havregryn
Saften af 1/2 appelsin
1-3 tsk hvedemel
Lidt olie til stegning
Fyld: fx. 1/2 appelsin, 1/2 æble og 6 mandler

Banan, æg, havregryn og appelsinsaft blandes sammen i en blender/minihakker. Rør efterfølgende mel i, indtil konsistensen er som ønsket (den skal være som en lidt tyndtflydende havregrød - hvis den er for tyndtflydende, bliver det svært at vende pandekagerne uden de går i stykker).
Smør et meget tyndt lag olie på en pande og bag pandekagerne.

Skær frugten i passende stykker og hak mandlerne. Server med sukker ved siden af, så man selv kan drysse på efter behov.

Simple ingredienser, der kan blive til en rigtig lækker morgenmad





onsdag den 2. januar 2019

Vegetar i 2019....

…. bliver jeg nok næppe, men derfor er der jo ikke noget galt i at eksperimentere lidt med vegetariske retter. For hvorfor ikke? Det er bedre for miljøet og bedre for os selv, hvis vi ikke spiser kød og derved indtager de bakterier, som dyret har haft i sig.
Når det er sagt, er der jo også forskel på kød; oksekød er noget at det kød, der er værst for miljøet. Det er faktisk 8 gange værre end fx kylling og laks. Derfor kan man også, hvis man bare vil tænke lidt på miljøet, spise mere kylling frem for oksekød.

Og så kan man jo altså bare lave rigtig mange lækre retter, som ikke indeholder kød. Det er nok det bedste argument, jeg kan fremhæve, for at spise nogle flere grøntsagsretter!

Nogen har et meget anstrengt forhold til vegetarisme. Måske fordi vegetarer og veganere kan være meget ekstreme i deres udtalelser og beskyldninger, for "hvordan kan du sidde og spise kød, når det engang har været et levende væsen?". Men man må gøre op med sig selv, om det er nogle værdier, man deler eller ej. Mennesker har ALTID spist kød, så hvorfor skulle vi ikke fortsætte med det? Om man vil leve helt uden kød eller bare skære ned på det, så er det en beslutning, der gavner miljøet - hvis bare hver familie lavede en ugentlig kødfri dag, ville det hjælpe vores klima.
Men husk der ikke behøver at være en filosofisk bagtanke med din madlavning. Synes du det ser lækkert ud, så lav det! :)

Et af mine mål med at lave lidt flere vegetariske retter, er også at få et bedre forhold til linser, bønner, kikærter osv. De ser måske ikke altid så indbydende ud i supermarkedet, men med nogle lækre grøntsager, dressinger, saucer osv., kan de altså få en makeover, så mundvandet løber. Og SÅ er det jo lige pludselig ikke noget problem at spise sundt, vel?

Den første ret på det vegetariske program er nok den mest kendte vegetarret - nemlig falafler! De minder meget om frikadeller, men er bare lavet på kikærter i stedet for hakket svinekød. Jeg serverede dem ovenpå grove pitabrød med romaniesalat, avocado, cremefraiche-dressing og syltede rødløg (opskriften på dem kan findes her).
Falafler kan, ligesom frikadeller, enten steges eller bages i ovnen. Jeg synes selv det er hurtigst og nemmest at stege dem på en pande, men vil man gerne reducere mængden af olie i sin madlavning, kan det være en god ide at bage dem i stedet.


Ingredienser til 12 falafler:

1 ds kikærter (ca. 400 g)
1 løg
2 fed hvidløg
1 æg
1 bundt persille
1 tsk koriander
1 tsk spidskommen
Salt og peber
Saften af 1/2 lime
1 dl rasp
Olie til stegning

Kikærterne skylles og puttes i en blender/minihakker sammen med alle de andre ingredienser på nær rasp. Løg og hvidløg kan skæres i lidt mindre stykker, så det nemmere kan blive til en ensartet masse. Rør raspen i efterfølgende til du har en sammenhængende dej, som kan formes til små boller med en ske og din håndflade.
Varm olie op på en pande og steg falaflerne 4-5 minutter på hver side. Vær forsigtig, når de vendes, så de ikke går i stykker.

Skær salat og avocado i mindre stykker og server, så man selv kan "bygge" sin ret. Har du tomater og agurk i køleskabet, kan det også med fordel spises sammen med.



"Farsen" må ikke være for blød, men heller ikke være tør.
Den skal kunne formes til falafler med en ske og den ene hånd

Så er der serveret!!
Hvis du har overskud til det, kan du jo kaste dig ud i at bage pitabrødene selv, men ellers vil jeg mene det er helt okay at snyde og nøjes med de "hjemmebragte".

søndag den 23. december 2018

Chokoladebrud med peanuts og Daim




Står du lige og mangler lidt ekstra konfekt til juleaften eller til gæsterne i juledagene?
Så vil jeg lige slå et slag for Alt For Damernes "chokoladebrud med peanuts og Daim". De er hurtige og nemme at lave og ingredienserne kan man helt sikkert finde i et af de supermarkeder, der har åbent de kommende dage.

Konceptet minder lidt om, når man laver Rocky Roads - disse brud er i hvert fald også rustikke i sit udseende. Brudene kan opbevares i køleskabet, så du hurtigt kan smide lidt lækkert på bordet, hvis der skulle komme nogen forbi til en kop kaffe en af de næste dage.

Ingredienser:

Obs. forholdene er lidt ændret i forhold til den originale opskrift.

200 g mørk chokolade
100 g mælkechokolade
100 g blød nougat
1 dl peanuts
1 pk. Daim

Smelt den mørke chokolade, mælkechokolade og nougat (evt. i mikroovnen). Fordel først den mørke chokolade på et stykke bagepapir. Dernæst sættes mælkechokolade og nougat i klumper rundt omkring. Bland de 3 lidt rundt med en gaffel. 
Hak Daim'en groft og fordel henover choko/nougat-massen sammen med peanuts - disse kan du også hakke groft, hvis du ønsker bruddene lidt mindre rustikke.
Stil massen på køl, indtil den er størknet, hvorefter den forsigtigt brækkes i stykker på den størrelse, du ønsker.

Nemt. Hurtigt. Lækkert.

Cheesecake - christmas edition



Den første cheesecake menes at være blevet til på den græske ø, Samos, for flere tusind år siden. Alligevel var det først i det 18. århundrede, at kagen begyndte at ligne den cheesecake, vi kender så godt fra USA. 
Dog er der en signifikant forskel på en New-yorker cheesecake og den slags cheesecake, som vi normalvis spiser i Danmark - nemlig toppen af kagen. Jeg laver helst en top af nogle bær, som giver et lidt frisk tvist til den ellers meget søde kage, mens de i USA ikke laver nogen top på kagen.

Disse cheesecakes er lavet i små glas, så der ikke bliver en masse dessert i overskud. Toppen er lavt af kirsebærsauce, så man kan med fordel lave den af resterne, der nok kommer, efter juleaften.
Kagen skal ikke bages og er hurtig at lave. Dog bliver den næsten kun bedre af at stå en nat i køleskabet.

Ingredienser til 4 personer

Bund:
5 digestive-kiks
10 mandler
50 g smør

Fyld:
150 g flødeost naturel
1 dl flormelis
2,5 dl piskefløde
2 tsk vaniliesukker
1 spsk citronsaft

Top:
1-1,5 dl kirsebærsauce
1 bl. husblas
Ca. 8 mandler
1 spsk sukker

Sådan gør du:

Bund:
Put kiksene i en frysepose og knus dem med en kagerulle. Der må gerne være nogle større stykker i blandt. Hak mandlerne og bland med kiksene. Smelt smørret og rør det sammen med kiks og mandler.
Massen fordeles i de 4 glas og presses sammen i bunden med en teske. Sæt dem på køl, mens du laver fyldet.

Fyld:
Flødeosten røres sammen med flormelis, vaniliesukker og citronsaft. Fløden piskes til flødeskum (ikke alt for stiv). Rør flødeost-massen sammen med flødeskummet.
Massen puttes i en sprøjtepose - eller genbrug evt. fryseposen, du knuste kiks i - og sprøjt den ned i glassene. Overfladen glattes med en teske.
Sæt glassene på køl igen, mens du laver kirsebær-toppen.

Top:
Husblassen lægges i blød i koldt vand i minimum 5 minutter.
Kirsebærsaucen hældes ud i en lille kasserolle, hvor den blendes med en stavblender, inden den varmes op. Husblassen klemmes fri for vand, inden den smeltes direkte ned i kirsebærsaucen.
Tag massen af varmen og lad den stå og køle lidt af. Når den er "lillefinger-varm", kan den forsigtigt fordeles oven på flødeost-massen med en ske. Glassene sættes på køl, indtil den er stivnet - gerne til næste dag.

Sukkeret smeltes på en pande og mandlerne røres sammen med. Lad det stå på varmen lidt mere, indtil karamellen er mere lind.
De karamelliserede mandler hældes ud på et stykke bagepapir, indtil det er størknet. Hak mandlerne groft med en brødsav og fordel dem ovenpå desserterne.

Kagerne er nu klar til at blive serveret til venner eller familie.

Desserten kan laves i god tid og sættes på køl
Vent i så fald med at pynte med nødderne





Cheesecaken smager lidt af jul, men kan sagtens spises, når man er blevet træt af ris a la manden

søndag den 28. oktober 2018

Pumpkin pie

Jeg har også skåret græskar (og blendet det og bagt det). Ikke helt på samme måde som alle de fine græskar, man kan se med lys i rundt omkring, men jeg har de sidste par år tænkt, at jeg skulle prøve at lave græskartærte. Og nu skulle de altså være.

Den ser måske ikke ud af så meget - men hvis man vil være rigtig kreativ kan man jo lave nogle marengs-spøgelser og male øjne og mund på med smeltet chokolade. Jeg valgte den lidt mere enkle udgave, hvor der er drysset kanel ovenpå flødeskumsrosetterne.

Tærten er lavet af en mørdejsbund, som er forbagt, hvori man bager den her græskar-masse. Den har et lille strejf af jul over sig, fordi der er brugt kanel og ingefær, men helt julet er den altså ikke.

Skynd jer at prøve den, før vi skal i gang med julebagerierne :)

Mørdej:
300 g hvedemel
150 g blødt smør
100 g flormelis
1 æg

Ingredienserne til mørdejen røres sammen. Man kan vælge at lægge dejen på køl eller rulle den ud med det samme og lægge den i tærteformen, inden den lægges på køl 30 minutter.

Prik bunden og bag den ca. 12 minutter ved 200 grader. Den skal ikke begynde at tage alt for meget farve i kanterne.
Tag bunden ud og lad den stå og køle mens du laver fyldet.

Græskarmasse:
1 hokkaido-græskar
2 æg
2 spsk sukker
1 ds. kondenseret mælk
1/2 tsk kanel
1/4 tsk ingefær
1/4 tsk kardemomme

Græskaret deles i to. Fjern kernerne og skær i både. Læg dem på en bageplade og bag dem ca. 45 minutter ved 175 grader - tag dem ud inden de bliver sorte i enderne.
Lad dem køle et øjeblik inden du fjerner skallen; gøres nemmest ved at skære skallen af med en lille urtekniv og så skrabe det sidste af skallen med bagsiden af kniven. Al fyldet blendes til en ensartet masse.

Æg og sukker piskes luftigt. Tilsæt kondenseret mælk, græskarmos, kanel, ingefær og kardemomme og rør sammen. Massen hældes ud i den forbagte tærtebund og bages 35-40 minutter ved 175 grader. Da min tærte var færdig, begyndte den ligesom at lave nogle luftbobler under fladen af fyldet.
Lad tærten køle helt af og lad den gerne overnatte i køleskabet.

Pynt:
1/4 l piskefløde
Kanel til drys

Fløden piskes og der sættes små rosetter på kagen, som til sidst drysses med kanel. Hvis man er glad for flødeskum, kan man sagtens fylde hele kagen ud med rosetter.
Mørdejen rulles ud og lægges i tærteformen
Når bunden er bagt, laves fyldet og hældes i tærteformen
Tærten pyntes med flødeskumsrosetter og drysses med kanel.
Server sammen med en kop kaffe, te eller varm kakao


Velbekomme :)