Opskriften stammer fra "Meyers kager" (hvilken i øvrigt er anbefalelsesværdig), men her er den lavet med solbærsyltetøj i stedet for hjemmesyltede solbær.
Ingredienser:
5 æg
100 g rørsukker
100 g farin
1 spsk kakao
4 spsk majsstivelse
2 tsk bagepulver
125 g daggammelt rugbrød uden kerner
Pisk æg, rørsukker og brun farin til det er luftigt. Sigt kakao, bagepulver og majsstivelse sammen og vend i æggemassen. Riv rugbrødet (på rivejern e.l.) og vend i dejen.
Fordel dejen i en springform smurt med smør og drysset med sukker. Bag i midten af ovnen i ca. 50 minutter ved 150°C
Creme:
1/2 vaniliestang
25 g sukker
1 dl mælk
1 dl fløde
2 æggeblommer
5 g majsstivelse
Flæk vaniliestangen og skrab kornene ud. Bland med en smule af sukkeret og mas det sammen, så kornene skilles ad. Bland vaniliesukkeret med resten af ingredienserne i en kasserolle og varm op under omrøring. Lad cremen koge 1 minut og hæld den derefter i en skål og sæt på køl.
Pynt:
1 1/2 -2 dl solbærsyltetøj
2 dl fløde
Mørk chokolade
Når kagen er afkølet tages den ud af formen og flækkes på midten. Fordel syltetøj og derefter den kolde creme på. Læg låg på kagen og stil den i køleskab.
Umiddelbart inden serveringen piskes fløden til let skum og fordeles på toppen. Hak chokoladen og drys på flødeskummet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar