søndag den 27. april 2014

Isbjerg med jordbær

Isbjerg, også kaldet indbagt is eller issurprise består af en lidt tyk lagkagebund, blendede bær, is og marengs.
Denne dessert er sjov, fordi marengsen, der dækker hele desserten er bagt brun, men isen i midten stadig er frossen. Det er meget vigtigt at man tænder ovnen i god tid, så den er varm, når bjerget er "smurt op".
I stedet for blendede bær kan bruges syltetøj.

Til 1 bjerg skal bruges:
100 g margarine
100 g sukker
3 æggeblommer
1 tsk bagepulver
4 spsk vand
100 g mel

200 g jordbær eller hindbær
1-2 tsk sukker
3 æggehvider
4 spsk sukker
1/2 liter vanilieis

Margarine og sukker røres sammen og æggeblommerne røres i. Mel, bagepulver og vand vendes i dejen. Kom dejen i en smurt lagkageform og bag 15-20 minutter ved 175 grader. Lad bunden køle af - denne kan også laves dagen i forvejen.
Blend bærrene og rør lidt sukker i. Fordel på lagkagebunden (ikke helt ud til kanten).
Pisk æggehviderne stive og pisk sukkeret i lidt ad gangen til en stiv marengs. Skær isen i skiver og læg som et bjerg på lagkagebunden. Dæk isen med marengs - her er det meget vigtigt at der ikke er nogle huller. Så vil isen flyde ud.
Bag bjerget 4-5 minutter ved 250 grader til marengsen er gylden og server med det samme.
Skulle der være rester, kan det godt fryses, men er selvfølgelig ikke det samme når hele desserten er frossen :) 

2 kommentarer: