fredag den 7. november 2014

Cannelloni med kylling, squash og gulerødder

Jeg har før lavet cannelloni med oksekød og blev positivt overrasket, så da min veninde og jeg stod i Brugsen den anden dag og skulle finde på noget aftensmad faldt valget på cannelloni, men oksekød og tomatsauce blev skiftet ud med kylling og mornaysauce.

Ingredienser til ca. 16 ruller:

2 pk friske lasagneplader
2 kyllingebryster
Marinade af:
- Olie
- Salt og peber
- Timian
- Rosmarin
2 løg
1 squash
2-3 gulerødder
200 g champignon
1/2 gul peber
Salt og peber
1 karton mornaysauce

Kyllingen:
Skær de to stykker kylling i passende tern. Lav en marinade af olie og krydderier og bland sammen med kødet. Lad det stå i køleskabet mindst 30 minutter.

Fyld:
Skræl gulerødderne og riv dem groft. Riv squashen groft og skær champignon og gul peber i mindre stykker. Skær løget i tern og svits i lidt margarine til de er klare. Tilsæt champignon og lad dem stage med et par minutter inden gulerødder og gul peber tilsættes.
Når det har stegt videre røres squashen i og steges meget kort med. Smag til med salt og peber.
Steg samtidig kyllingen i dens egen marinade.

Lav rullerne:
Lasagnepladerne skæres ud i stykker på 12-13 cm og på hver lægges 1-2 spsk fyld og rulles sammen. Læg rullerne i et smurt fad med samlingen nedad.
Hæld mornaysauce over rullerne, så det lige dækker - fordel det evt. med en kniv.
Sæt rullerne i ovnen ved 200°C til de er brune på toppen - ca. 35 minutter.
Server med en god salat og brød.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar