fredag den 15. maj 2015

Meyers chokoladebrownies

Claus Meyer er nu en dygtig kok, og med disse brownies har han ramt plet!
Det er vigtigt at bruge en god chokolade for at få den rigtig brownie-smag frem.
Det gode ved brownies er, at man kan variere dem efter, hvad man godt kan lide, eller hvad man har i skabet. Den originale opskrift, som findes i bogen Meyers Bageri er en bradepandekage, hvor der er  brugt valnødder. Men da det er ikke så ofte, man er så mange mennesker, at der skal bruges en hel bradepande brownies - så jeg har ændret opskriften til en mindre portion med hassel -og pistacienødder.


Ingredienser til ca. 12 stykker

250 g god mørk chokolade
135 g smør
5 æg
380 g sukker
65 g hvedemel
1/4 tsk bagepulver
1/4 tsk havsalt
2 spsk kakao
100 g grofthakkede nødder - jeg brugte hasselnødder og pistacienødder

Hak chokoladen groft og smelt den sammen med smør over vandbad. Pisk æg og sukker sammen - ikke for luftigt og rør chokolade/smør-blandingen i. Sigt mel, bagepulver og kakao i, tilsæt salt og rør dejen godt igennem. Rør til sidst de hakkede mandler i.
Hæld dejen i en form på ca. 18x22 cm og bag ved 170°C ca. 25-30 minutter. Husk at kagen skal tages ud mens den stadig er lidt ubagt i midten, så den ikke bliver tør.

Lad kagen køle af og skær ud i passende stykker. Server med vaniljeis.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar