torsdag den 20. august 2015

Tærte med kylling, gulerødder og bacon

Tærte, tærte, tærte; det er Guds gave til mennesket. Om det er dessert-tærte eller mad-tærte, så er det en fantastisk opfindelse!
Hvis man sætter lidt ekstra tid af til madlavningen, så man har tid til at lave sin egen tærtebund, frem for at lave den med en "købe-bund", så synes jeg den bliver meget bedre.
Bunden til denne tærte er lavet med rugmel, hvilket gør den lidt grynet og giver en god smag, som passer rigtig godt sammen med kyllingen.

Jeg serverede tærten sammen med en salat med grønne linser, tomater og blomkål. De grønne linser mætter rigtig godt, og der var derfor tærte tilbage til min middagsmad næste dag - og den bliver bestemt ikke ringere af at blive kold.

Ingredienser til 1 tærte:

Bund:
100 g hvedemel
100 g rugmel
100 g margarine
1/2 tsk salt
1 æggeblomme (gem æggehviden til fyldet)
2-3 spsk vand

Fyld:
1-2 kyllingefileter
1+1 spsk olivenolie
200 g gulerødder (3-4 stk)
1 løg
4 skiver bacon
3 æg
1 dl mælk
1/2 tsk stødt muskatnød
Salt og peber

Bund: Skær margarinen i tern og rør den sammen med de to slags mel og salt i en røremaskine til margarinen er smuldret i melet. Saml dejen med æggeblommen og vand og ælt den godt. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir og læg dejen i en smurt tærteform. Tryk dejen godt ind i kanten og stil den i køleskab 30 minutter.
Prik bunden og forbag den 10 minutter ved 200°C.

Fyld: Skær kyllingen i tern og steg den i olien på en pande. Steg derefter bacon. Skær løget i halve ringe og riv de skrællede gulerødder groft. Svits løg og gulerødder i olie på panden et par minutter. Bland kylling og bacon i og fordel blandingen i den forbagte tærtebund.
Rør ægget med mælk og krydderier og fordel det i tærten. Bag den 45 minutter ved 175°C.

Server med en salat med grønne linser. (F.eks. denne)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar