torsdag den 26. februar 2015

Tomat/linse-salat

Det er rigtig lækkert med en tomatsalat som tilbehør til aftensmaden. Her er en i en revideret udgave, hvor tomaterne er skiftet ud med cherrytomater og mozzarellaen med salattern:

Ingredienser til 2-3 personer:

8 cherrytomater
80 g grønne linser
1 fed hvidløg
1 tsk citronsaft
Salt og peber
Salatost i tern efter smag og samvittighed
1 lille rødløg

Kog linserne 15 minutter.
Imens skæres cherrytomaterne i kvarte og rødløget i små tern.
Hæld vandet fra linserne og bland med citron, hvidløg, salt og peber. Vend med tomater, rødløg og salattern og server.

søndag den 1. februar 2015

Snoede spinatbrød

Vi spiser ofte flute som tilbehør til aftensmaden, men disse spinatbrød er lige en smule mere spændende at servere for familien.
Og så er spinat jo super godt - bare spørg Skipper Skræk :)

Ingredienser til ca. 12 stk:

50 g gær
2 1/2 dl vand
1 æg
1 tsk salt
1 spsk flydende margarine
1 1/2 dl grahamsmel
3 spsk havregryn
Ca. 450 g hvedemel

Fyld:
1 løg
100 g optøet spinat
1 fed hvidløg
1/2-1 spsk olie
Salt og peber

Rør gæren ud i vandet og tilsæt derefter æg, salt, margarine, havregryn og grahamsmel. Rør derefter hvedemel i til dejen ikke længere klistrer. Rul dejen ud til en firkant på ca. 30x45 cm (kan også laves længere og smallere hvis man hellere vil have flere små brød). Skær dejen over på midten af den lange side, så du nu har 2 firkanter på ca. 15x45 cm.
Lav fyldet: Løg, spinat, hvidløg og olie hakkes i en minihakker eller blendes og smages til med salt og peber. Fordel fyldet på den ene firkant og læg derefter den anden firkant ovenpå. Skær strimler på ca. 4 cm og sno dem en omgang. Læg dem på en bageplade og lad dem efterhæve ca. 20 minutter.
Bag brødene ved 200°C i 15-20 minutter til de er gyldne på overfladen.
Server nybagte eller lun dem ved serveringen.



onsdag den 28. januar 2015

Hjemmelavede burgerboller

Disse burgerboller er super lækre og samtidig er de grove, så de kan spises med god samvittighed. Hvis man bager disse, behøver man kun beregne 1 burger til hver - de mætter helt vildt!

Bollerne er også perfekte til madpakken som sandwichbrød eller bare med noget pålæg imellem.

Ingredienser til 9 boller:

25 g gær
5 dl lunkent vand
1 spsk sukker
1 tsk salt
25 g hørfrø
50 g grahamsmel
50 g fuldkornsmel
Ca. 650 g hvedemel

Opløs gæren i vandet. Bland de tre slags mel, hørfrø, sukker og salt og rør det derefter i gærblandingen. Ælt dejen godt igennem og lad den hæve 1 time.
Del dejen i 8-10 boller og lad dem efterhæve 30 minutter. Pensl bollerne med mælk og bag dem ca. 18 minutter ved 180°C på nederste rille i ovnen.
Lun bollerne et par minutter i ovnen inden serveringen.

Opskriften er fra Alletiders Kogebog med mine egne ændringer.

onsdag den 21. januar 2015

Rodfrugtspandekager med oksekødsfyld

Disse pandekager minder lidt om mexicanske pandekager med oksekødsfyld. Pandekagerne her er meget saftige og smager rigtig godt af de forskellige rodfrugter, der er i dejen. Det tager længere tid end man regner med at bage pandekagerne - så begynd i god tid! Men de er til gengæld også værd at bruge lidt ekstra tid på :)
Pandekager:
6 æg
230 g hvedemel
1 tsk salt
4 dl mælk
400 g blandede rodfrugter - f.eks. patinak, persillerod, gulrødder
Smør til stegning

Fyld:
2 løg
2 hvidløg
400 g haket oksekød
Salt og peber

100 g revet ost og timian til topping

Steg løg i tern, presset hvidløg og oksekød i lidt olie. Krydr med salt og peber.

Pisk æg med en håndmixer og tilsæt mel og salt. Pisk mælken i. Skræl rodfrugterne og riv dem groft inden de røres i dejen. Bag 4 store pandekager ved middel varme i lidt smør- vær forsigtig når de vendes.
Fordel kødfyldet i de 4 pandekager, rul dem sammen og læg dem i et ovnfast fad. Drys med ost og timian og bag dem i ovnen ca. 25 minutter til osten er gylden.

Server med en god salat.

fredag den 16. januar 2015

Creme brulee - en lille bid af himlen

Den smager fantastisk. Den ser god ud. Creme Brulee er en fantastisk dessert og det bedste er, at den er nem at lave, hvis man skal have gæster. Cremen kan bages i forvejen og stilles i køleskabet - så skal man kun karamelisere overfladen, inden den serveres.
Her har jeg valgt at lave en coulis af blandede bær til, men denne kunne sagtens være lavet af andre bær.

Ingredienser til 6 portioner:

4 æggeblommer
1/2 l piskefløde
65 g sukker
1 vaniliestang
Rørsukker til karamelisering

Skrab kornene ud af vaniliestangen. Varm piskefløde og vaniliekorn op i en kasserolle - men den må ikke koge. Pisk æggeblommer og sukker lyst og skummende. Hæld halvdelen af fløde i og rør sammen inden den sidste halvdel røres i. Tag skummet af overfladen med en ske. Hæld cremen i små skåle (f.eks. Blomsterbergs dråbeskåle), stil dem i en bradepande og fyld kogende vand i bradepanden så det når halvt op på formene. Bag ca. 35 minutter ved 170°C midt i ovnen.
Når de tages ud skal de stadig virke bløde. Sæt cremerne i køleskab mindst 4 timer.

Ved servering: Drys rigeligt sukker på cremerne og brænd sukkeret til karamel med en gasbrænder. Server med coulis.

Coulis af blandede bær:
150 g frosne skovbær
1-2 spsk vand
2-3 spsk sukker

Kog bærrene med vand og sukker ca. 10 minutter til bærrene er nogenlunde kogt ud. Blend blandingen og si det - dette tager et stykke tid. Sæt coulis'en på køl indtil den skal serveres.

mandag den 29. december 2014

Nem kransekagekonfekt til nytår

Er du en af dem, der ikke har tid og overskud til at kæmpe med kransekagetoppe og overflødighedshorn? Er du mere til et lille stykke kransekage med et godt glas champagne til? Så er her et tip, som vil spare dig for en masse tid og spare dig for sved på panden, når kransekagetårnet ligner Det Skæve Tårn i Pisa :)

1. Køb en færdig kransekagemasse fra Odense Marcipan

2. Bag efter anvisningen på posen og 15 minutter efter har du ca. 20 stykker kransekage
3. Opbevar de små kager i en lufttæt kagedåse til nytårsaften, hvor de skal nydes med et godt glas champagne i selskab med dine venner eller familie

søndag den 28. december 2014

Chokoladekage med appelsin

Denne chokoladekage er perfekt til dessert sammen med en god vanilieis. Kagen er bedst, hvis den laves dagen i forvejen - hvilket også gør den nem at servere for sine gæster, uden at man skal stå i køkkenet, mens gæsterne er der. Den lyse chokolade, der drysses over kagen inden bagningen, giver kagen et flot krakeleret look, som også kan ses selvom man pynter kagen med flormelis.

Opskriften er fundet i Familie Journalen for lang tid siden :)



Ingredienser til 10-12 portioner:

175 g margarine
200 g mørk chokolade
3 æg
170 g rørsukker
60 g mel
Skal af 1 appelsin
75 g lys chokolade

Flormelis og en ekstra appelsin til pynt

Smelt margarinen. Hak chokoladen og smelt den i margarinen under omrøring. Pisk æg og sukker luftigt. Rør mel, appelsinskal og chokoladen i. Kom dejen i en smurt springform (24 cm) og drys med hakket lys chokolade. Bag kagen nederst i ovnen ved 175°C i ca. 20 minutter. Lad kagen køle af og pynt med flormelis og en appelsinspringer.

lørdag den 27. december 2014

Chokoladekage med hindbærmousse


Denne kage er dejlig frisk med hindbærmoussen på toppen. Den er lavet ud fra Alt For Damernes opskrift på chokoladekage med solbærmousse. Chokoladekagen er helt perfekt, hvis den tages ud, så midten af kagen stadig er klæg.

Ingredienser til 1 springform:

Bund:
3 æg
165 g rørsukker
125 g mel
1 1/2 tsk bagepulver
1 knsp salt
25 g kakao
1 dl vand
150 g margarine
125 g mørk chokolade

Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Bland mel, bagepulver, salt og kakao og sigt det i æggemassen. Rør vand og smeltet margarine i dejen og vend til sidst den groft hakkede chokolade i. Fordel dejen i en smurt springform (24 cm - drys den evt med lidt sukker). Bag kagen 20-25 minutter ved 200°C 

Hindbærmousse:
3 blade husblas
100 g frosne, optøede hindbær
75 g rørsukker
1/2 vaniliestang
2 1/2 dl piskefløde

Udblød husblassen i koldt vand. Kom bær, sukker, vaniliekorn og vaniliestang i en gryde og kog det 8-10 minutter. Smelt husblassen i hindbærmassen og hæld det i en skål. Lad det stå på køl til det er kølet en smule af, men det må ikke blive for koldt - så kan man ikke blande det med flødeskummet.
Pisk fløden og vend halvdelen af hindbærmassen i - kom det herefter op i resten af hindbær massen og rør godt sammen. 
Læg chokoladekagen på et fad og læg en lagkagering udenom. Fordel hindbærmoussen på chokoladekagen og lad den stå på køl minimum 3 timer til moussen er stivnet.

Pynt:
Riv lidt hvid chokolade og fordel over kagen.




fredag den 5. december 2014

Vegetarlasagne med spinat og bechamelsauce

Man behøver ikke være vegetar for at spise vegetarmad! Mange mænd vil nok ikke være enige, men jeg synes at der findes et utal af lækre retter, hvor der ikke skal kød i. I nogle opskrifter bruges nødder eller bønner som erstatning, mens der i andre retter ikke behøves nogen erstatning for proteinerne.
Inspirationen til retten er fundet hos Louises madblog. Opskriften giver en portion, som passer til to gange aftensmad til en familie på 4-5 personer. Vi spiste den halve og frøs den anden halve ned til en af de travle hverdage.

Ingredienser:

Grøntsagssauce:
2 gulerødder
1 løg
250 g champignon
1/2 squash
2 ds. flåede tomater
1 spsk tomatpure/tomatkoncentrat
1 grøntsagsbouillonterning
Evt. 1/2 dl hvidvin
1-2 tsk timian
1 lauerbærblad
Salt og peber

Andet:
250 g lasagneplader
200 g hytteost
250 g spinat (jeg brugte frossen, optøet spinat)
1 portion bechamelsauce
Revet ost efter samvittighed

Spinat: Spinaten optøs ved at koge de i en lille smule vand. Vandet hældes fra og spinaten blandes med hytteost og lidt salt.

Grøntsagssauce: Grøntsagerne skæres i mindre tern. Steg dem i en smule margerine i rækkefølgen: gulerødder, løg, champignon, squash. Tilsæt hakkede tomater, tomatpure, bouillon, vin og krydderierne. Kog saucen et par minutter.

Saml lasagnen: I et smurt fad samles lasagnen: Start med bechamelsauce - pasta - grøntsagssauce - pasta - spinat - bechamelsauce - pasta - grøntssagssauce - pasta - bechamelsauce - revet ost.

Bag lasagnen: 35-40 minutter ved 200°C



Nem bechamelsauce

Bechamelsauce er supernem at lave og kan sætte prikken over i'et i mange retter. Den laves ofte med en melbolle, men jeg anvender en anden metode, som aldrig klumper:

Smelt 1 spsk flydende margerine i en kasserolle. Ryst 2 spsk mel og 4 dl mælk godt sammen og hæld i gryden. Varm op under konstant omrøring til saucen tykner. Tag kasserollen af varmen og smag til med muskatnød, salt og peber.


Bechamelsaucen kan laves med mange variationer - f.eks:
  • Persillesauce: Undlad muskatnød og rør i stedet for hakket persille i
  • Mornaysauce: Undlad muskatnød og tilsæt 50 g revet ost