fredag den 9. oktober 2015

Æblekage med havregrynscrumble

Så er det blevet efterår, og det er blevet sæson for æbler. Selvom denne kage er en efterårskage kan den sagtens spises på alle tidspunkter af året - for den er simpelthen bare SÅ god!
Alt efter hvordan man kan lide sin crumble, kan man vælge at lave den  50/50 - dvs. 50 g hvedemel og 50 g havregryn eller man kan lave den kun med hvedemel (100 g). Havregrynene giver en lækker struktur i crumblen.
Kagen er nem at lave og hvis det er et problem med koordineringen af madlavningen kan man vælge at lægge kagen sammen og så sætte den i køleskabet indtil den skal bages - den kan altså laves aftenen før, den skal serveres og stadig være nybagt.

Ingredienser til 5-6 personer:

4 store æbler
150 g sukker
75 g flormelis
50 g hvedemel
50 g finvalsede havregryn
100 g smør
100 g marcipan
Hakkede mandler

Skræl æblerne og skær dem ud i mindre tern. Kog dem med 1 spsk vand i 3-4 minutter.
Bland mel, havregryn, sukker og flormelis sammen og smuldr det kolde smør i - pas på ikke at "ælte" dejen for meget. Vend til sidst groftrevet marcipan i lidt ad gangen.
Læg æblerne i et ovnfast fad og fordel smuldredejen ovenpå - og ja det ser lidt voldsomt ud, men det er rigtigt nok :)
Drys lidt hakkede mandler over kagen og bag den ca. 15 minutter ved 210°C.

Kagen er bedst når den har fået lov at køle af og serveres med is, men man kan også spise den med creme fraiche eller flødeskum til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar